Interview: Kønsforskeren i opposition mod passende genstandsfelter

I maj holdt professor i kønsforskning Bente Rosenbeck sin aftrædelsesforelæsning. Hermed slutter 42 års ansættelse på diverse danske universiteter og en stor kapacitet siger farvel — i hvert fald som en del af den institutionaliserede kønsforskning. Friktion mødte Bente Rosenbeck, mens hun pakkede sit kontor ned, til en snak om kønsforskningens institutionelle udvikling og den rolle, den spiller i samfundet.

Her og der ligger mindre stakke af bøger og en billedramme balancerer på en stak papirer og rapporter. Ellers er hylderne tomme. Udenfor døren står et kæmpe jernbur fyldt med sorte sække. Hun har allerede fået kørt to fyldte bure væk. Bente Rosenbeck er ved at tømme sit kontor på Center for Kønforskning, hvor hun har været ansat i flere omgange. Først fra 1984–2001 (oprindeligt hed det Center for Kvindeforskning) og i sidste omgang fra 2003, hvor hun kom tilbage fra et professorat på universitetet i Lund.

Aftrædelsesforelæsningen på KU (foto: Anna Sofie Bach)

At hun formentlig ikke fuldstændig stopper sin forskning, antydede hun også i sin aftrædelsesforelæsning. Der er, som hun muntert bemærkede, installeret et lille-bitte hæve-sænkebord i sommerhuset, så der er god sandsynlighed for at skriveriet fortsætter — en overraskende almindelig praksis hos pensionerede professorer. Derudover er hun faktisk ret vant til at arbejde hjemme, fortæller hun som svar på spørgsmålet om, hvordan det er ikke længere at skulle have et kontor på universitetet.

På mange måder bliver det derfor ikke så meget anderledes at være forskeren Bente Rosenbeck, selvom hun officielt er gået på pension. Hun slipper dog for de evigt voksende publiseringskrav og det bureaukrati, som universitet er blevet til. Og den del kommer hun ikke til at savne. Universitetsverdenen vil dog savne hende. Måske ikke de mange administratorer og dekaner, som hun gennem tiden har stillet til ansvar for manglende ligestilling på universiteterne. Hun vil dog komme til at mangle på Center for Kønsforskning, både som forsker og underviser — og helt bogstaveligt fordi hendes professorat ikke er blevet genopslået.

Gennem årene har hun stået for at indføre en lind strøm af studerende i kønsforskningens teori og praksis, hvilket også er navnet på et kursus hun har udbudt et utal af gange. For mange, undertegnede inklusiv, har hun altid fremstået som en af de universitetsprofessor, der har virket til at sætte pris på at have berøring med studerende. Det hænger blandt andet sammen med, at hun ser undervisnings- og formidlingsdelen som en meget væsentlig del af forskerens rolle i samfundet.

Videnskab udvikler sig i dialog med samfundet

Formidlingen af forskning er en helt central del af universiteternes virke, fremhæver Rosenbeck. Danmark har på mange måder, synes hun, en god tradition for at lade videnskaben komme til orde. Deadline på DR2 er ifølge hende et eksempel på en platform, hvor der, på trods af kritikken af en noget gentagende brug af eksperter, ofte er forskere i studiet.

At formidling er en helt central del af forskning er imidlertid ikke altid let at genkende i en moderne universitetsverden, hvor alting efterhånden handler om at have avancerede ’samtaler’ med andre forskere i de højest rangerende videnskabelige tidsskrifter. Det er imidlertid svært at forestille sig en fremtid, siger hun, hvor man bliver ved med at ville betale til humaniora og samfundsvidenskaberne, hvis forskere kun taler med hinanden.

At få skabt plads til sig selv og sine videnskabelige interesser i den akademiske verden blev på den måde i sig selv en (køns)politisk handling.

At videnskaben ikke bør eksistere i en lukket boble, er Bente Rosenbeck heller ikke i tvivl om. Det positivistiske ideal om, at videnskaben kan og bør udvikle og forbedre sig selv i et lukket rum, har hun aldrig abonneret på. Tværtimod. Bente Rosenbeck tilhører den generation af akademikere, der kom ind og udfordrede det herskende videnskabsideal på universiteterne i 1960’erne. Og det har ikke altid været let, erkender hun. I starten følte hun tit, at de ældre (og som oftest mandlige) professorer opponerede og ligefrem grinede af de nye tilgange og interessefelter. At få skabt plads til sig selv og sine videnskabelige interesser i den akademiske verden blev på den måde i sig selv en (køns)politisk handling.

For Bente Rosenbeck har politik og videnskab altid hængt tæt sammen. For, som man kan sige med videnskabsteoretikeren Donna Haraways ord, så er det blik, vi anlægger på verden, ikke uafhængigt og neutralt, men medskaber forskningsobjektet og herigennem den viden, vi får om det. Det er hendes eget arbejde med at synliggøre kvinders liv og arbejde i sig selv en utrolig god illustration på. At insistere på at gøre det usynlige synligt, at undersøge det, andre ikke mener er vigtigt, og at forskyde center og periferi i videnskabelige diskussioner, har netop været omdrejningspunktet i Rosenbecks arbejde og har været et politisk arbejde.

Bente Rosenbeck (foto: København Universitet)

Kønsforskning er også et rigtig godt eksempel på en videnskab, der i selve sin eksistens er med til at gøre dette ved at sætte fokus på og undersøge nogle af de mest ubevidste, men afgørende strukturer i vores samfund. Og hvis man gerne vil vide noget om, hvordan kønsforskningen har udviklet sig i Danmark, er Bente Rosenbeck den rette at spørge. Ikke nok med, at hun fagligt har beskæftiget sig med videnskabshistorien; hun har på mange måder også levet historien.

Ikke blot er hun en del af den nye generation af kvinder, der kom ind på universiteterne i 1960’erne, hun blev samtidig en del af den nye kvindebevægelse, hvis historie på mange måder er flettet ind i oprettelsen af kvindestudier. Et fagfelt, der siden — med indflydelse fra det, som Bente lidt bredt kalder queer — på mange universiteter har skiftet navn til det mere brede og om du vil inkluderende kønsstudier. Queer har ifølge Rosenbeck også haft en helt særlig indflydelse både på selve det videnskabelige felt og på de samtaler om køn, seksualitet og identitet, der foregår i samfundet. Queer satte på mange måder gang i noget nyt — ikke blot akademisk.

Queer og opposition mod passende genstandsfelter

Rosenbeck fremhæver den alliance, der har fundet sted mellem køns- og seksualitetspolitik, som noget af det vigtigste, der er sket både politisk og videnskabeligt inden for feltet. Queerteorien har bidraget til en væsentlig forskydning af diskussionerne. Judith Butlers forfatterskab og herunder særligt essayet ’Opposition mod passende genstandsfelter’ (engelsk: Against Proper Objects) fra 1994 er ifølge Rosenbeck væsentligt for udviklingen. I essayet opponerer Butler imod den opdeling mellem queerteori og feministisk teori, mellem kønsstudier og seksualitetsstudier, som en del akademikere på det tidspunkt argumenterer for at opretholde. Butlers begreb om den heteroseksuelle matrice handler, som Rosenbeck påpeger, netop om at vise, hvordan den kulturelle produktion af kvindelighed og mandlighed er tæt koblet til seksualitetsforståelser og -normer.

Queer bliver ofte set som en mere akademisk feministisk bølge end 1970’ernes kvindeforskning og kvindebevægelse. Det mener Bente Rosenbeck imidlertid er en forkert opfattelse. For selvom det måske ikke er så tydeligt i de første queerteoretiske tekster, så er queer i høj grad en tankegang, der også kommer ud af et aktivistisk projekt og levede erfaringer/kampe. Tankesættet er måske mere akademisk udviklet, indrømmer hun, men det hænger også sammen med, at de yngre mennesker i queer ’bevægelsen’ (for det er sværere at tale om dette som en samlet bevægelse) har haft helt andre muligheder for at studere køn og seksualitet på universiteterne end kvindebevægelsens kvinder.

Koblingen af køn og seksualitet har imidlertid været med til at fremkalde, hvad hun ser som et intimt medborgerskab, som er blevet inkorporeret i menneskerettighederne, hvilket har medført, at vi er begyndt at tale om seksuelle rettigheder på en helt anden måde. Det er derfor vigtigt at have blik for den vekselvirkning, der finder sted mellem akademiets videnskabelige diskussioner og den mere eksplicit politiske aktivisme. Rosenbeck påpeger i forlængelse heraf, at forskere og studerende også altid bringer de samfundsmæssige problemstillinger, de er optaget af, med ind på universiteterne og tager den viden, de opnår med ud igen. Og det sidste er også helt centralt i forhold til at forstå betydningen af, at der er kommet mere uddannelse i køn og seksualitet: køn er nu noget, flere har specialiseret viden om, og det har betydning for den måde, det adresseres i den offentlige debat.

Mainstreaming i videnssamfundet

Trods væsentlig dårligere vilkår i Danmark sammenlignet med fx Norge og Sverige, har den institutionalisering, som kønsforskning har opnået, spredt ideen om køn og seksualitet som betydningsfulde og relevante sociale kategorier til mange discipliner. Det er en god udvikling, mener Bente Rosenbeck. De øgede muligheder for at få specialiseret uddannelse i køn, seksualitet og ligestilling betyder, at flere og flere går ud i verden med en faglig rygsæk, der gør dem i stand analysere og diskutere kønsfaglige problematikker på et avanceret niveau. Det har medført en opkvalificering af debatten og har formentlig også klædt flere på til at deltage i den, mener hun.

Kvindebevægelsens debattører var på mange måder en del af en kollektiv bevægelse, mens mange af nutidens kønsdebattører fremstår mere som individuelle subjekter, synes Bente Rosenbeck.

”En gang kendte jeg alle, der beskæftigede sig med køn. Det gør jeg ikke længere”, siger hun. Mainstreamingen har imidlertid også medført en individualisering af den måde, som debatten foregår på, tilføjer hun. Kvindebevægelsens debattører var på mange måder en del af en kollektiv bevægelse, mens mange af nutidens kønsdebattører fremstår mere som individuelle subjekter, synes hun.

Kredsen af mennesker, der beskæftiger sig med området, har også udvidet sig til mænd, tilføjer hun. I 1970’erne så vi en meget mere separatistisk opdeling i kvindebevægelsen og en mindre mandebevægelse, som både havde pro-feministiske og anti-feministiske elementer. Med queer (bevægelsen) opløstes dette skel på nogle måder og siden er feminisme i bred forstand blevet noget, som flere og flere mænd også tilslutter sig og identificerer sig med, hvilket var usædvanligt i 1970’erne, påpeger Rosenbeck.

Den øgede samtale smitter også af i den bredere offentlighed, mener hun. Det er ikke længere aparte at beskæftige sig med køn, som hun siger. Hun fortæller, at der nærmest hver uge er skoleelever, der henvender sig i forbindelse med en opgave, hvor de beskæftiger sig med køn, seksualitet eller ligestilling. Engang mente man, at eleverne ville synes det var kedeligt, griner Rosenbeck. Frekvensen af henvendelser viser derimod, at eleverne finder det yderst relevant og betragter det som en samfundsmæssig problemstilling på linje med alle mulige andre problemstillinger pointerer hun.

På mange måder er det en mere optimistisk historie, dette interview har ført til, end jeg havde forventet. I en tid, hvor der bliver skåret ned over en bred kam på universiteterne — særligt på humaniora — og en institution som Kvinfo igen er i stormvejr, står kønsforskning ellers ikke specielt stærkt. Et godt eksempel er, at det professorat som Bente Rosenbeck nu forlader og som hun først fik i 2009 ikke bliver genbesat. Men Bente er grundlæggende optimist — for det nytter noget at være stædig og insistere, ikke lade sig kue eller grine ud.