Løfter medierne deres ansvar for demokratiet?

Den Grundlovgivende rigsforsamling, København 1848

Folketingsvalget 2022 er slut. Vi har endnu til gode at se udfaldet i form af en ny regering, men derimod kan vi gøre status på en rekordlang valgkamp. Nogle vil måske mene, at denne startede med De Radikales trussel om at erklære “forsinket” mistillid til étpartiregeringen. Men i realiteten har valget udgjort et sigtepunkt for mange siden marts 2020, hvor landet for første gang lukkede ned i forbindelse med Covid-19 krisen. Fra da af stod det klart, at valget ville udgøre en enestående chance for borgerne for at give vores mening til kende om tre års regeringsførelse, der har været meget langt fra “business as usual”.

Men netop dette — at vi lader som om situationen i dansk politik er helt normal — har været kendetegnende for valgkampen. Forsvaret, minksagen og FE-sagen fik kun lov at fylde en meget lille del af debatterne — for slet ikke at tale om nedlukning, massetests og de massive konsekvenser det offentlige forbrug i forbindelse med Covid-19 krisen har haft for resten af sundhedsvæsenet og samfundsøkonomien som helhed. I stedet har debatten båret præg af de sædvanlige diskussioner om, hvorvidt løsningen på tidens mest presserende udfordringer er at hælde flere penge i systemet og udvalgte vælgergruppers lommer eller ej.

Hovedansvaret for denne tilgang ligger hos de store TV stationer. DR producerer ganske vist fremragende dokumentarer, men disse når næppe lige så bredt ud som nyhederne og kandidat “triellerne”, og det er for nemt for de involverede at takke nej til at stille op til kritisk interview. Valgkampens måske mest sigende øjeblik stod DRs Kim Bildsøe Lassen for, da han i starten af en af statsministerkandidat debatterne afbrød Venstres Jakob Ellemann-Jensen en måske 5–6 gange i et sjældent relevant angreb på statsministerens regeringsførelse. Resten af debatten blev en uendeligt kedelig affære, hvor ledelse, mink og forhenværende FE-chef Lars Findsens netop udkomne bog med en række rystende optegnelser af tilstanden i efterretningstjenesterne og centraladministrationen, slet ikke indgik i dagsordenen.

Minksagen udgjorde ellers hele grundlaget for, at danskerne skulle til stemmeurnerne, men diskussionen af den har hovedsagligt været henvist til nogle enkelte graverjournalisters forbilledlige arbejde, som desværre ikke har haft tilstrækkelig gennemslagskraft i den brede befolkning. Konsekvensen er, at alt for mange danskere stadig tror, at sagen handler om mink og ikke om regeringens og centraladministrationens lemfældige omgang med loven på et spinkelt sundhedsfagligt grundlag, og i forlængelse heraf den fare manglen på konsekvenser udgør for vores retsstat og demokrati, hvis tendensen får lov at fortsætte i samme retning. Derimod fyldte politikernes enkeltsager som sædvanligt alt for meget. Disse udgør i sig selv vigtig journalistik, men samlet set bidrager de til at forvrænge proportionerne i forhold til deres relative vigtighed for effektiv og pålidelig regeringsførelse. Det ramte denne gang særligt De Konservatives Søren Pape Poulsen, som Ekstra Bladet nærmest førte kampagne imod. Men mange socialdemokratiske ministre måtte ligeledes se deres personlige stemmetal reducerede, og det er oplagt at en medvirkende årsag kan være de mange personsager. Derimod blev Mette Frederiksen og Inger Støjberg valgets helt store stemmeslugere på trods af, at deres tvivlsomme omgang med loven og efterfølgende mangel på ydmyghed ligger i en helt anden liga end sager om personlig troværdighed og tvivlsom omgang med skatteydernes penge. Det sidste er trist, men desværre forventeligt selv i et demokrati som det danske. Det første udgør en decideret trussel imod selve fundamentet i vores retsstat og demokrati.

Hvorfor denne forskel? En oplagt men underbelyst forklaring kunne være, at vælgerne har lettere ved at forholde sig til det moralsk forkastelige i sager som Rasmus Prehns restaurantbesøg på skatteydernes regning og Søren Papes misinformeren om ægtefællens trosbaggrund end i de langt alvorligere krænkelser af grundlovens basale rettigheder vi så i forbindelse med coronahåndteringen. Sidstnævnte ligger måske så langt uden for vælgernes referencerammer, at vi har svært ved at forholde os til det — på samme måde som vi har svært ved at forholde os til meget store beløb og afstande. Mange vælger i stedet for en kritisk tilgang med måske uoverskuelige konsekvenser for ens verdensbillede i stedet at tro på, at den “stærke leder” gør det rigtige og nødvendige for Danmark. Sidstnævnte afspejledes da også i Socialdemokratiets meget professionelt udførte valgkamp, som var centreret om en tryghedsdagsorden og Mette Frederiksens lederskab. Emnedagsordenen for valgkampen flugtede, med undtagelse af Rwanda-temaet i TV2s afsluttende debat, i det store hele fint med den dagsorden, partiet ønskede at sætte. Men i et demokratisk samfund bør medierne påtage sig et ansvar for at informere vælgerne retvisende og at give de vigtigste sager den sendetid og de kritiske spørgsmål de fortjener, så det samlede billede bliver nogenlunde proportionalt med betydningen af delene, i stedet for at forfalde til en normalitetsdagsorden eller gå efter forargelseskliks. For i sidste ende står og falder vores bærende institutioner med, at borgerne er villige til at drage politikerne til ansvar for at opretholde de principper, de er baserede på. Og det bliver vanskeligt, hvis borgerne — tilsigtet eller utilsigtet — først har accepteret lovbrud som det nye normale.

Vi ved som sagt ikke, hvordan den nye regering falder ud. Men uanset hvad er det sandsynligt, at valgresultatet vil blive opfattet af centrale aktører — på begge sider af det politiske spektrum og i embedsværket — som en legitimering af de skred i retsstaten vi har set. Det er derfor ikke vanskeligt at nå frem til, at tendensen, hvis uimodsagt af det parlamentariske grundlag for den kommende regering, sandsynligvis vil accelerere i løbet af de kommende fire år. Vil det betyde fortsatte krænkelser af borgernes rettigheder, herunder ejendomsretten og retten til at drive erhverv? Dårligere forhold for landets journalister, som hyppigt nægtes aktindsigt og som S-regeringen ønskede at føre kontrol med under det nyligt oprettede medieansvarsudvalg? Fortsættelse af den ulovlige logning og øget overvågning, som vi må forstå er lig med frihed? Tiltagende underminering af borgernes retssikkerhed gennem sigtelser efter paragraffer helt ude af proportioner med sagernes realiteter, som vi så det i “dukkesagen”? Vi ved det ikke, men udviklingen er allerede så fremskreden, at vi vil gøre klogt i hver især at tage vores forholdsregler.