Mennesket er en stor fasan i verden

Jonas Reppel. Privat foto

Jonas Reppel

Jeg tænker på et citat af Herta Müller:

Mennesket er en stor fasan i verden

Jeg har aldrig været andet

huden der omfavner min krop

er en fasans

jeg tænker

på mormor

på naboen

på om jeg kan dø

fordi jeg som 13-årig

fuld af astma

sugede lightergas

jeg købte fra DK-tanken

det var til en gigantfest

på fætter Hans værelse

vi lyttede til Dj Alligator

fætter Hans spillede på sin CD-mixerpult

han havde købt for konfirmationspengene

technotøjet med de selvlysende striber

og buffalo-skoene genspejlede

i lyset fra lampen i loftet

som blev fremkaldt

når jeg med sekunders mellemrum

hev stikontakten ud og ind

han kaldte sig: Dj Insane

selvom han bevægede fingrene

så roligt og ømt

på knapperne

senere lukkede jeg øjnene

med en kattekilling

i en lyserød sovepose

på det lille værelse

med de skrå vægge

min krop havde en slem allergi

lungerne blev tunge

og klæbrige

mormor døbte dem græshopperne

deres sang

deres lyd

jeg slæbte Fubu-skoene

og græshopperne over gårdspladsen

mormor kørte os i sin Daihatsu

til hospitalet

hun sagde

det lignede

jeg var forklædt

som et spøgelse

så bleg

så viskestykket

mine kinder min pande

var

en læge

sagde at kroppen ik

blev som den er nu

hvis jeg røg flere røde Prince

mere vandbong

mere tjubang

til festerne på fætter Hans værelse

det gjorde jeg selvfølgelig alligevel

havde jeg vidst

hvad jeg ved nu

havde jeg sagt:

JEG ER EN STOR FASAN I VERDEN

Jeg har arvet et maleri af Præstø fjord

det hænger i stuen over spisebordet

i mit rækkehus

mormors veninde malede det

senere smed hun

mormors biodynamiske appelsiner ud

fordi hun mente

de var forgiftet

af de grønne mænd

så holdt de op med at mødes

nu ved jeg det var ik de grønne mænd

det var fasanerne

dem med deres møgbeskidte fingre

nu ved jeg at alt kan være forgiftet

jeg går til personalemøder

med sprithænder

jeg vasker hænder med sæbe i køkkener

på togtoiletter

på stationstoiletter

på tanktoiletter

jeg har et halstørklæde om munden

jeg vasker jeg vasker

jeg skriver

jeg er bange for døden

jeg har fået sår på fingrene

jeg har fået tør hud

små sår bløder

små sår i knoerne bløder

sprit svider i små sår

jeg åbner en dør

spritter af

jeg lukker en dør spritter af

jeg åbner en dør

spritter af

jeg lukker en dør

spritter af

jeg ser tegn

jeg ligner en skør gammel kattedame

som jeg går rundt der

med et tørklæde om hovedet

som jeg går rundt der med græshopper

der venter på at forlade kroppen

jeg ligner en stor fasan på en hovedvej

forstenet foran to lysende billygter

jeg varmer wokret i mikroovnen

jeg spiser wokret alene på kontoret

jeg sidder alene i toget

jeg sidder alene i bussen

fuck hudsult

jeg har hudangst

her skal jeg dø