Graviditetens subjekter

Er den gravide krop nogensinde individets egen?

Nina Langer Primdahl

Illustration: Sofie Riise Nors

For fire år siden blev jeg gravid og jeg fik en abort. Nu er jeg 26 år og mine jævnaldrende bekendte og venner begynder så småt at bevæge sig ind i forældrekategorien. Når der snakkes graviditet, gøres det, som det bør, med smil og ømhed. Der kan tales i mange timer om graviditet og fødsler og amning.

Men hvor passer min historie ind? For jeg har jo været gravid. Fem uger nåede jeg at opleve som gravid. Alligevel kvalificerer jeg ikke som en med erfaring på området. Hvorfor ikke? Gjorde det mig mindre gravid, at jeg ikke ville være det? Gjorde det mig mindre fortjent til at deltage i samtaler om graviditet, selv når det faktisk omhandler de første fem uger?

Graviditet er en interessant ting. For når den er ønsket, glædes alle; familie, venner, kærester og søskende. De bliver medejere af den gravide krop. De hepper på den. Men når den ikke er ønsket, skal den helst holdes afskåret, i et vakuum af ”få det overstået, så snakker vi ikke mere om det”. Når kroppen er gravid med henblik på abort, befinder den sig i en undtagelsestilstand, et slags ingenkvindesland. For det er en alvorlig sag at få en abort, det har ”vi” (nogen som ikke er mig, et sted, en gang) besluttet at det er. Derfor tøver jeg. Når en bekendt, en nybagt gravid, taler om de første to måneder af sin graviditet og om hvor træt hun var, tøver jeg med at sige ”Sådan havde jeg det også”. For der er jo ikke kommet noget barn ud af det.

For mig var det ikke en svær beslutning at få en abort og jeg tænker ikke på den særlig tit. Det gjorde ondt, og den dag, hvor jeg gennemgik den, var en dårlig dag fyldt med fysiske smerter. Men jeg var hverken sorgfuld eller traumatiseret. Jeg var ærgerlig over ikke at komme på Roskilde Festival det år pga. min aftale hos lægen. Jeg var ulykkeligt forelsket i ham, som jeg var gravid med, og som ikke ville være min kæreste. Men aborten havde jeg det ikke dårligt med. Jeg har ikke behov eller lyst til at sænke stemmen når jeg taler om min abortoplevelse — eller helt lade være med at nævne den, selvom det ofte er det der sker.

Jeg taler for guds skyld ikke om det barn, det kunne være kommet ud af graviditeten. Af alle ting, er det det mest upassende, har jeg lært.

”Den gravide kvinde” er en identitet, der er svær at undslippe. Ligesom vi performer køn, er graviditet en performance, noget man konstruerer i forhandling med omverdenen og dens historie. Der er nogle ting man gør og nogle ting man ikke gør. Som én, der har fået en abort, performer jeg ved ikke at tale om det, ved at sænke stemmen, ved at understrege at jeg altså ikke var klar til et barn. Ved at sige: ”Hold kæft jeg var dum, at jeg ikke brugte beskyttelse”. Jeg laver ikke sjov med min abort, jeg bringer den ikke ind i samtaler uden varsomhed. Jeg sænker hovedet lidt ekstra. Og jeg taler for guds skyld ikke om det barn, det kunne være kommet ud af graviditeten. Af alle ting, er det det mest upassende, har jeg lært.

Men planlagte og velkomne graviditeter pålægger også kvinden en performance. Hun må passe ind i sin nye identitet som gravid; omsorgsfuld, familieminded, feminin. Hun må passe på sin krop. Dyrke sport, men ikke for meget. Spise sundt, men ikke for meget. Væk med kaffe, alkohol, smøger, sauna, sushi, hårfarve. Listen er lang. Og hun må først og fremmest elske fosteret ubetinget og glæde sig til barnet kommer. Hun må ikke være usikker. Hun må ikke være i tvivl.

Illustration: Sofie Riise Nors

Når man bliver gravid må man påtage sig én af to identiteter. Den lykkelige mor eller det panikkende pigebarn, som er ude i noget rod. De to identiteter må ikke mødes. De må ikke samtale. Og der kan ikke være tale om en mellemting mellem de to. Som det er set før med den slags kategorier, forbeholdes de kvinder. Mænd identificeres ikke efter at være far til hverken en abort eller et barn. I hvert fald ikke i nær så høj grad som kvinder gør. Dette ses i samfundets og mediernes måde at anskue politikere og andre offentlige personer på, hvor kvinder i langt større omfang end mændene, vurderes efter sine familieforhold og evner som mor, hvorimod mænd i højere grad vurderes på kompetencer. Identiteten som gravid eller mor er altomsluttende i en grad, hvor den rækker langt udover hjemmet og privatlivet

Hvad er der så at gøre? Vi kan forsøge at være mere ærlige omkring hvordan vi rent faktisk oplever vores graviditeter i hverdagssamtaler, i det offentlige rum, i politiske debatter. Vi kan gøre som den Nigerianske Chimamanda Adiche, og aktivt nægte at performe graviditet. Jeg kan begynde at tale mere åbent om min abort og forsøge at lade være at sænke stemmen. Vi må stå sammen om, at der ikke kun eksisterer to fastlåste graviditetsnarrativer, men at enhver kvinde har ret til sin egen krop og sin egen historie. Vigtigst af alt, skal vi sammen være kritiske over for den magtanvendelse, der sker, når mennesker fanges i kategorier, de ikke kan undslippe fra. Vi skal være kritiske over for det kapitalistiske system, der fastholder kategorierne for at lave profit. Vi skal være kritiske over for de medicinske og juridiske instanser i samfundet, som pådutter os kategorierne. Og vi skal være kritiske over for de sproglige strukturer, der dagligt reproducerer kategorierne.