Gnidninger: Flerstemmig feminisme er fælles kvindekamp.

Collage af Astrid Løkke

Amanda Schou

Som barn var min magiske superkraft ikke at kunne flyve eller være usynlig. Den var at kunne opholde sig flere steder på samme tid. På den måde kunne jeg spille klaver hos min mor, bygge huler hos min far, og samtidigt tage på eventyr alene, uden at nogen ville opdage det. Selvom scenariet er utopi, har ønsket om en sådan mangesidet positionering vist sig at være et sundt sted for refleksion, tvivl og nuancering. Jeg tror, at evnen til at opholde sig flere steder samtidigt er feminismens præmis. Jeg tror, at dette flerstemmige greb er feminismens styrke, når det opretholdes bevidst og anvendes som ikke bare tvetydighed, men strukturkritisk tilgang.

Vi er som feminister ikke én pink masse, men grupper af individer med historier, erfaringer og perspektiver på, hvordan kvindesagen bearbejdes, belyses, aktualiseres. Og netop fordi vi er mange, kan vi tillade os forskellige positioner. Vi er som feminister grupperet i bøljer, standpunkter, farver, queertilgange, prosexpositioner m.m. Sådanne tvetydigheder eller ‘indbyrdes uenigheder’ feminister imellem, italesættes ofte som svaghed af udefrakommende kritikere eller medier. Jeg mener, de har uret.

Jeg kommer her til at tænke på Lugones og Spelmans artikel Have We Got A Theory For You (1983), hvor feminisme som flerstemmig ikke bare fremskrives i indholdsmæssige pointer, men også illustreres ved deres anvendelse af to stemmer: Lugones skriver fra sit hispanic-feministperspektiv sin del af indledningen på spansk og nogle efterfølgende afsnit har underoverskrifterne ‘in a Hispana voice’ og ‘in the voice of a woman of color.’ Spelman skriver på engelsk fra en hvid feminists position. Teksten lykkes således i at lade flere stemmer stille sig side om side, og at lade ulig positioner flette sammen, uden at dette udhvisker hver enkelt stemmes berettigelse.

Jeg tænker på, at det er meget hvidt og priviligeret af mig ikke at have gjort et lignende formgreb her ved at hage andre feministstemmer som medforfattere, for at understrege tekstens pointe. Ikke desto mindre er det, jeg gerne vil betone, at ulige positioner er en feminismens styrke. Evnen til at opholde sig flere steder samtidigt, eller til at opretholde uenige positioner inden for en enkelt teksts rammer eller i bredere sammenhænge er i sig selv en strukturudfordrende praksis, som gavner et fællesfeministisk projekt. Man bliver ikke mindre feminist af at være uenig med andre feminister.

Lad mig kort opridse et konkret eksempel, der så vidt muligt forsøger at skrive sig uden om allerede nævnte farve- og bøljeforskelle m.m.: i virkelighedens verden er der selvfølgelig stor forskel på voldtægt og sexisme. Det giver sig selv. Men strukturelt/teoretisk er der ikke forskel på voldtægt og sexisme. En konkret, løsningsorienteret feminisme kan her komme med forslag til mulige handlingsplaner for at reducere antallet af seksuelle overgreb, samtidigt med at en mere teoretisk-filosofisk feminisme kan kortlægge og påvirke de strukturer, som skabte problemerne på samfundsplan til at begynde med. Begge positioner er berettigede og har brug for hinanden. At kunne være konkret og abstrakt samtidigt, eller at tillade flere stemmer tale parallelt med hver deres feministiske stemme, er sig selv en positionering uden for etablerede, normative tankegange. Selv når de omhandler een og samme problemstilling. En sådan flerstemmighed er kvindekamp.

Der er klart nok stor forskel på, om vi i en given debatsituation ønsker at debattere feminisme eller ønsker at debattere mere eller mindre konkrete kvinde- og minoritetsproblemstillinger. Sidstnævnte er feministiske problemstillinger, men man behøver strengt taget ikke være feminist for at have en holdning til dem. I populærkulturelle og mediemæssige sammenhænge bliver feministiske stemmer primært inddraget i debatten, når konkrete kvindesagsproblematikker bliver taget op. Der er selvfølgelig meget glæde at finde i, at feministiske perspektiver får lov at præge disse debatter. Det er både godt og vigtigt, at kvinde- og minoritetsproblematikker kommer på dagsordenen. Men at feministiske perspektiver kun inddrages i debatsammenhænge, der omhandler kvindesagsproblematikker er problematisk. Det svarer til at reducere feminisme til en slags ekspertviden om specifikke kvindesagsproblemstillinger, frem for potentielt at lade feminisme være en position, der rummer flerstemmige, strukturkritiske tilgange til alle slags problemstillinger.

Feminismen skylder sig selv og verden at være både ideologisk og løsningsorienteret. Feminismen skylder sig selv og verden ikke at lade sig styre og begrænse af dominerende, normative tankegange eller unuancerede interview- og debatstrategier. Feminismen skylder sig selv og verden ikke at gøre sig til, ikke at blive føjelig, ikke at lade sig nøje. Feminismen skylder sig selv og verden ikke at kompromittere for at få flere fans.