Fra Gruben til Guds Hus

Fra Gruben til Guds Hus

JAWN HUMØR. AHie, Hede; aa spild, at spilde; Tie, Tjære; Bøen, Børn; lieg, lege; trimmel To, trimle Taa, en Leg, hvor man med Hænderne griber om Stortæerne paa sine egne korslagte Ben, mens man som et Nøgle ruller ned ad Bakke med Hovedet forrest; Awteskuen, Aftægtskone; stywlelaaren, lovlig stiv; bowr herude o æ Hie en hal Mils Vej te Øster, der haar a Lov aa spild mi Tie Mi Bøen ka lieg omkring æ Damm og spytt saalaant, a lyster, og trimmel To med Kaaren; mi Awteskuen ku gjør det samm, skjønt hun er stywlelaaren. Greef, Greb; gløj, rask i Tøjet; glaa, glad; grovelirer, grubler; ynder, elsker; Med Greef og Skovl hwer Dawsens Daa en gaar og affensirer, og a er gløj, og a er glaa, hwor anner grovelirer; for ha en Sind saa lærki-let, en bette Kwind, en ynder, og spis sæ mæt og slid sæ træt, det passer wal for Bønder. Nobo, Nabo; aalle, aldrig; nue Tid Aas, nogen Tid paa Aaret; drutt, trevne og tunge; hæ, eller; dovnle, dovnladne; Bøl, kastreret Tyr; Hos, Øg; læ Vovnle, er fælles om et Vogn-Spand; Søndesbied, Søndagsbéd (Béd = den Tid Hestene er i Tøjet); imen, mens; Støwt, Trillebør; stander, gjør i Stand; Pie, Per; søn, saaledes. Mi Nobo aalle nue Tid Aas war med de drutt hæ dovnle; han haar en Bøl og a en Hos, tho saa læ vi jo Vovnle; han gjør for mæ en Søndesbied, imen hans Støwt a stander; han hjælper mæ, a hjælper Pie, søn hjælper vi hweranner. 2Kuen, Kone; en hægen Bej, en velsmagende Bid; smaag’e, smage det; lisse rej, ligesaa selvfølgelig; tegue, tilgode; stue, store; Og haar mi Kuen en hægen Bej, saa ska jo Pies smaag’e, og Pies sender lisse rej en Kovring, nær de baage; og somtid med en jenle Dram en gjør hinaan tegue; tho byd det ledt er ingen Skam, nær ett en haar det stue. kraan, knejse; klav, klage; fâr, før; staar te æ Hammel, (om Heste), der staar til Hammelstokken, ɔ: ta’r et Tag; løwt, løfte; Vild Fattefolk kuns støtt hinaan, med hwad der søn vil gnav wos, saa skuld I si, hwor vi sku kraan og aalle mie klav wos. Men Smofolk ved ett, hwad de kan, fâr de staar te æ Hammel; de kund jo løwt æ hiele Land, saatt de dje Rygge sammel! gaa fræ æ Bed, gaa fra Biddet (om Værktøj, Leer, der sløves); tidle, tidlig; fræ æ Red, fra Reden (ɔ: Hjemmet); jennest Arpaart, eneste Arv; wa’e, var det; laa i dje Kled, lagt i Klædet, ɔ: Knytteklædet, hvori Fattigmandsbarnet har sin Habengut; „nær de skal ad æ Dae“, udad Døren = ud at tjene deres Brød. Men jawn Humør te dawle Sled det maa no aalle fattes, hwis ett en ska gaa fræ æ Bed og aaltfor tidle mattes; den fæk a med mæ fræ æ Red — mi jennest Arpaart wa’e — den faar mi Bøen laa i dje Kled nær de skal ad æ Dae. 19/10 1908. 3 SANG FRA GRUBEN. V i er graa, graa Mænd, som af ingen Glæde ved; vi er smaa, smaa Mænd, som maa altid dyb’re ned. Med en Muldklump ved vor Sko og en større ved vor Sjæl skubber vi til Grubens Dryppen Børen langs sin Fjæl. Vi er graa, graa Mænd, som tog Farve af vor Grund, vi er smaa, smaa Mænd, stemplet fra vor Fødselsstund. Med en Hakke, bred og tung, huler vi vor Minegang; Klumpens Bragen, naar den styrter, er vor Muntringssang. Vi er graa, graa Mænd, armere end Hulens Kryb, vi er smaa, smaa Mænd, fængslet til vor Grubes Dyb. Jordens Aande, klæg og kold, stiger mod vor blege Mund, som engang den mod os aander i det sidste Blund. Vi er graa, graa Mænd, graa i Syn og graa i Sjæl, vi er smaa, smaa Mænd, lænket til en leret Pæl. Ser vi fra vor vaade Grav mod den lyse Verden op, skjælver i en magisk Længsel Trællens trætte Krop. Vi er graa, graa Mænd, med kun ringe Raad til Haab, vi er smaa, smaa Mænd; — Brødre, hør vort Afgrundsraab! Hjælp os fra vor Grubes Gys op til Sol og Dagens Kaar, før paa Livets sprukne Klokke Dødens Knevel slaar! Oktbr. 1908. Noter. 4 TIL EN REJSENDE BRUD. K olumbus drog til Amerika, der hildedes han i Rænker; de førte den stolte hjem derfra i nagelboltede Lænker. De drager nu selv til Amerika, mens Efteraarsregnen stænker, og lader Dem binde hjemme fra i rosen-naglede Lænker. Saa far med Fred til Amerika — Kolumbuses Vej — jeg tænker, de føles ikke saa tungt endda de Hymens smykkede Lænker. Men er De mættet af Sydens Lyst og Duft af gyngende Lianer, da tænk paa Lyngen ved Jyllands Bryst og Fjorddalens syngende Svaner. 26/10 1908. Noter. TIL PETER NANSEN. FESTTELEGRAM. T illader de høje Gjæster, jeg fra min fjerne Plads — tredive Mile til Vester — hæver for Nansen mit Glas! Om Digtning har Flod eller Ebbe, er vor vel skilt ved en Elv; men den skulde prygles med Kjæppe, som bare vil se sig selv. 26/10 1908. Noter. 5 JENS VED Æ BÆK. Jaalfuld, helt fuld; Maalt, Malt; pæst, stødte Vinden ud over Læberne; men’, imens; javnle, jævnlig; ens ved æ Bæk gik te Møll med hans Sæk, den war aalfuld af Maalt, uden Lap heller Læk. Jens stunted væk, han war strunk i hans Stræk, og han pæst, men’ hans Kjæp lisse javnle slo Smæk. fuldajte, temmelig fuld; med en Hund i æ Reef, det er: en Rus, en Donner; Fek, Lomme; aa hætt, at hitte; stod han ett fræ æ Hækk, stod han ikke fra Hækken (siges om Faar); Jens ved æ Bæk mødt en fuldajte Gjæk med en Hund i æ Reef og en Flask i hans Fek. Jens med hans Sæk rend i Sto po æ Flæk; war der Brændvin aa hætt, stod han ett fræ æ Hækk. kam i Træk, kom i Lag; aa kulp, stordrikke, med dybe Kluk; Stjern, Rus; Jens og æ Gjæk, da de tow kam i Træk, bløw de kjøn ved aa kulp, te æ Flask den war læk. Jens bløw saa kjek, aa, saa himlendes fræk, og en klyvende, dryvende Stjern han da fæk. fild, faldt; Pues, Pose; Hwol, Hul; ralled væk, trilled væk (under Larm); bøj, bød; men en Kjân for æ Kwân, men en Kjærne for Kværnen. Jens ved æ Bæk fild ikold med hans Sæk, saa hans Pues fæk en Hwol, og hans Maalt ralled væk. Jens med en Træk bøj æ Møller hans Sæk; men en Kjân for æ Kwân fand der ingen aa knækk. 6rat hind, rakte hende; swoter, sortere; en Ræk, et Slag; Knog, de Kvæstelse; Jens ved æ Bæk ga hans Kjælling en Skræk, da han rat hind en Pues, der war swoter end Blæk. Jens ved æ Bæk med det samm fæk en Ræk, saa hans Ryk fæk en Knog, og dje Raag fæk en Knæk. Gjæk, Skjælm; en Hummel i æ Ør, det er: en Rus; men’ ino, men endnu. Lær af Jens Bæk, hwis du møder en Gjæk med en Hummel i æ Ør og en Flask i hans Fek, frister han fræk, swor ham aalle en Kwæk, skynd dæ hjem, men’ ino do haar Maalt i di Sæk! 27/10 1908. TO FORKYNDERE. D e beder derinde for aabne Døre, mens Lærkerne synger for døveste Øre. De beder, de beder; en Snøften, en Mumlen, en Lyd som af Kvægets Mørkegumlen. De beder om Naade for sig og sine, for andre de beder om Helvedes Pine. Præsten staar sort mod den hvide Væg, grader Bevægelsen ud over Salen, lægger med Tomlen i Bogen et Læg, stryger sig stramt ad sit side Skjæg og skrider fra Texten til Talen. 7 Flittig han grumser Alverden til, intet han agter, og lidet han levner, har man bare det Sind, der vil, da findes jo lettelig Revner. Engen ligger saa lys og grøn, Havren ringler saa fint og stille. Verden er altid stor og skjøn, Menneskehjærtet saa trangt og lille. Præsten raser en Time fuld, svælger i pyromaniske Drømme, pisker med Nælder Syndens Kuld, svider med Svovl og Edderstrømme. Brat, som vilde han noget kløve, hugger han Haanden i Pultens Planke: „Satan gaar rundt som en slugvorn Løve med oprejst Hale og Manke!“ Gud skal sanke hver Synd i Sæk, lusker sig nogen fra Dommen væk, skal Fanden paa Forken ham hente; hvad du har syndet som vild og ung, hvad du har drømt under Dynen tung, en Dag skal det sones — med Rente! „Item“ (nu synes hans Grumhed mæt) „Herren skal gribe sit Vaskebræt, tvætte dig Synder, Plet for Plet!“ Forsamlingen snøfter bevæget.