Goddammit, Ginny var en danser

Gangsterfruen Ginny Sacrimono blev gennem tre sæsoner af The Sopranos udsat for den ene joke efter den anden på grund af sin vægt. Men i fjerde sæson skete der noget, der fik publikums øjne op for, hvor destruktive disse jokes var.

Louise Bang Olesen

Illustration af Louise Bang Olesen

Jeg er for nylig gået i gang med at gense The Sopranos, som det aldrig lykkedes mig at se i sin fulde længde, da den kørte på tv. I tredje sæson kommer der øget fokus på mafiafamilien fra New York, og dermed også gangsterunderchefen Johnny Sacrimoni (også kaldet Johnny Sack) og hans tykke kone Ginny, som jeg straks blev fascineret af.

Jeg er altid lidt på vagt, når tv-serier (eller et hvilket som helst medie for den sags skyld) vælger at lægge fokus på en figurs vægt, og The Sopranos har aldrig været for fin til at bruge tykke kroppe som billige jokes eller som et symbol på dovenskab og uduelighed — tænk f.eks. på portrætteringen af håndlangeren Bobby i de første mange sæsoner — selvom der for mændenes vedkommende også er en magtsymbolik involveret i det at have en stor krop. Dog kun op til en vis størrelse.

I starten virker det også til, at Ginnys eneste rolle er at rende rundt som en tyk skamplet på den ellers så elegante og velbalancerede Johnny Sacks’ nystrøgne habit. Hun adskiller sig markant fra de andre gangsterfruer, og jokesene står nærmest i kø, hver gang hun toner frem på skærmen. Hendes hår er for stort, hendes makeup er for meget, hun render rundt i prangende velourjoggingtøj, hendes gang er ikke sexet — og kommentarerne om, at hun tidligere har arbejdet som danser bliver nærmest præsenteret som en absurd joke.

Som om de — og serien på samme tid — i virkeligheden prøver at sige: ”Hvordan kunne sådan en kvinde nogensinde have været en smækker danserinde? LOL!”

Men i afsnittet ”The Weight” fra fjerde sæson bliver jokesene om Ginny vendt på hovedet — og de bliver præsenteret som direkte farlige, men på to meget forskellige måder.

Illustration af Louise Bang Olesen

Det hele handler om, at Sopranos-gangsteren Ralphie har lavet en latterlig joke om Ginnys vægt, som Johnny et par afsnit senere får nys om. Han reagerer så stærkt på det, at hans ellers så tilbagelænede og nærmest rent forretningsmandsagtige facade fuldstændig krakelerer, og han starter afsnittet med at smadre en mere eller mindre tilfældig mand, blot fordi han kigger på ham.

Senere beslutter han sig for, at Ralphie bør nakkes for joken, selvom de andre gangstere mener, at det altså er lige lovlig drastisk. I sidste ende fører den del af plottet til, at Johnny vælger at ignorere de andres protester og igangsætter et hit mod Ralphie, mens Johnnys egen boss, Carmine, giver Tony, der har ansvaret for Ralphies liv, tilladelse til at nakke Johnny Sack. Den latterlige joke som i øvrigt gennem afsnittet på tiltagende morsom vis reduceres til en forklaring af pointen (døden for enhver vittighed) — får altså direkte livstruende konsekvenser for to prominente figurer i serien.

Det er anderledes for kvinder end for mænd, siger Johnny, da Tony under samtalen klapper sig selv på maven og nikker genkendende til, hvor svært det kan være det der med vægten.

På mange måder virker det umiddelbart som om Johnnys insisteren på at forsvare sin hustrus og sin egen ære ved at reagere så stærkt på joken, er et dække over, at han i virkeligheden skammer sig over sin hustru. Men den læsning bliver efter min mening manet i jorden af Johnny selv under en ærlig konfrontation med Tony, hvor han på rørende vis fortæller om, hvor højt han elsker sin kone, og hvor meget hendes egen skam over sin vægt smerter ham. Han er i øvrigt selv ligeglad med, hvad hun vejer. Hun er smuk, og hun er den kvinde han har valgt at dele livet med. Det eneste, der smerter ham, er at se hendes kamp mod sin egen krop — men hvis hun vil på kur, så vil han støtte hende.

Det er anderledes for kvinder end for mænd, siger Johnny, da Tony under samtalen klapper sig selv på maven og nikker genkendende til, hvor svært det kan være det der med vægten. Sammenlign f.eks. Tonys mange ”cold cuts”-scener, hvor han åbenlyst og skamfrit gulper diverse former for pålæg i sig, med Ginnys sørgelige kælderscene lidt senere i samme afsnit. Her ser vi hende bøjet over en kasse fyldt med chokoladebarer, som hun har kastet sig over i samme øjeblik, Johnny har forladt hjemmet.

Johnny kommer dog tilbage og finder hende i kælderen og skælder hende først ud for at lyve for ham, men får til sidst forklaret hende, at han ikke har brug for, at hun ligner de andre gangsterfruer. Han kan lide hende, som hun er.

Det, der i første omgang gør den scene så sørgelig — selvom den ender med en smuk kærlighedserklæring mellem et ægtepar, der har været sammen i mange år — er, at det er så tydeligt, hvor meget Ginny skammer sig over sig selv. Hvor Johnny har for meget ære, endda så meget at han er villig til at slå andre ihjel for den, så har hun kun skam. Ved en begravelse i et tidligere afsnit, sætter hun sig pænt bag de andre gangsterfruer, da hun ankommer. Hun føler simpelthen ikke, at hun kan blande sig med dem.

Og det er den samme skam — ikke mangel på viljestyrke, en moralsk brist eller noget som helst andet, som tvinger hende ned i kælderen, bøjet over en kasse chokoladestænger. Den måde at spise på handler ikke om nydelse, men om straf. Og det er mindst lige så meget det, der frustrerer Johnny Sack, som ideen om, at hun lyver for ham.

Nogle vil sikkert fortolke det, at Johnny derefter aflyser hittet på Ralphie, som om at han træffer dette valg, fordi Ginny ”snyder” og ikke følger sin slankekur. Men både scenen i kælderen og den efterfølgende samtale med Tony giver mig en helt anden opfattelse af det. Kælderscenen leverer forløsning til et dilemma, som hidtil har været usagt mellem Sacrimoni-parret. Hun tror, at han skammer sig over hende — og han kan endelig forsikre hende om, at det overhovedet ikke er sandt. Denne forløsning giver ham roen til at droppe jagten på Ralphie, og dermed redder han samtidig sit eget liv uden at vide det.

Illustration af Louise Bang Olesen

Det stærkeste øjeblik i hele afsnittet kommer, da Johnny samtidig med aflysningen af mordet på Ralphie, kræver af Tony, at ingen nogensinde vil komme med den slags kommentarer igen. ”It’s DESTRUCTIVE!”, siger han på en måde, så man næsten ikke kan være i tvivl om sammenhængen mellem Ralphs latterlige joke og Ginnys krympen sammen i kælderen. ”It’s DESTRUCTIVE”, siger han, mens vi anerkender ironien i, at han ikke ved, at han har været ved at sætte sit eget liv på spil. ”It’s DESTRUCTIVE”, siger han, og vi genkalder billedet af en fuldvoksen kvinde, der knæler over en kasse chokoladestænger og har reduceret sig selv til en kamp mod sin egen krop.

Og i det øjeblik kan man som seer ikke længere godtage jokesene om Ginny Sacks. De er farlige, de er skadelige, og de skaber intet andet end skam. Og det værste er, at vi selv har været en del af det, da vi lo af hendes outdatede Elizabeth Taylor-frisure og grinede af tanken om, at så tyk en kvinde engang har været en laber ung danser.

Men goddammit, Ginny var en danser! Må hun danse igen og nyde sin næste chokoladebar på sofaen sammen med sin mand. Helt uden skam.