Red Bliss Candy Kiss

For tre måneder siden tog jeg al min neglelak og alle mine perlekæder og lagde dem ned i kælderen. Nu skulle det være slut. Jeg skrev endda et digt om det, og det var underligt, fordi det tilfældigvis faldt sammen med Transgender Day Of Remembrance, hvor der var en lille mindehøjtidelighed for alle de (andre) transfolk, der også var blevet dræbt.

Mads Ananda Lodahl

Foto: Gage Boone

Jeg har besluttet at lægge det fra mig. Det fimsede. Jeg kan ellers meget godt lide det, men det koster for meget. Jeg har gået med neglelak i over tyve år. Farverne hedder ting som Candy Kiss, Always in Style eller Red Bliss. Perlekæder også. Jeg gik rundt i en pigetop en sommer nede ved søerne, og nogle heterodamer med barnevogn syntes, det var for meget fims, tror jeg. De hvæsede, da jeg gik forbi dem, og jeg gav dem fingeren. Jeg sad i Folkets Park og drak en af de gode alkoholfrie øl fra Spidsroden og læste Sun Tzu i en sommerkjole, dengang man stadig kunne den slags dernede. Men det koster for meget nu. Også med arbejdet og sådan.

Det er en konstant vurdering. Hvor meget fimseri kan jeg tillade mig i de forskellige situationer? Er chefen okay med perlekæderne, hvis jeg dropper hængeøreringen? Kan jeg beholde neglelakken på til min nieces konfirmation, hvis jeg dropper strømpebukserne? Er det okay at gå ned i kiosken i kjole og sneakers, hvis bare jeg ikke også bruger paryk og sminke?

Jeg havde pressefolder i bukserne, da jeg var til jobsamtale, og jeg fik jobbet, og det gik fint, men et par måneder senere, da jeg skulle til en fest, tog jeg neglelak på, og da jeg så skulle på arbejde et par dage senere, tænkte jeg bare “nå ja hvad fanden” og lod det sidde, og der var heller ingen, der sagde noget til det, men der var sådan en stilhed i luften, som om det alligevel ikke var helt comme il faut. Som om der alligevel var noget, der ligesom slæbte hen over gulvet, når jeg tog imod pengene fra kunderne. Måske var det bare noget, der foregik i mit hoved. Det kan man jo aldrig vide.

Jeg stod kiggede på mig selv i spejlet og tænkte “wow, hold da op,” men en af mine bedste venner sagde, at det var en pigefarve. At jeg var vammel at se på. No offense. Jeg blev så ked af det.

Det er det, jeg mener. Det koster for meget. Jeg går og tænker over det hele tiden. Hvor meget jeg kan tillade mig. Præcis hvor meget fimseri i den ene og den anden situation. Måske er det nemmere for dem, der oplever det transede som en mere konstant og statisk del af deres personlighed. De såkaldt rigtigt transkønnede. Så er beslutningen ligesom taget én gang for alle. Der er ikke alt det frem og tilbage som i mit transeri. Det var også nemmere, da jeg studerede. Studerende kan gøre, hvad de vil. Det er noget andet nu. Når man er blevet voksen. Med arbejde og sådan.

For der er også det ved det, at den ene ting kan tage den anden med sig. Jeg har jo også godt selv lagt mærke til, at hvis jeg både har neglelak og fingerringe på, så får jeg også sådan en mere fimset måde at bevæge hænderne på, og det, er der virkelig nogen, der synes, er vammelt. Det hader jeg.

Det er det værste. Hvis nogen siger, jeg er vammel. Det gør mig så ked af det. Jeg havde lige købt en ny, mørkerød rygsæk, og jeg var virkelig glad for den. Jeg stod kiggede på mig selv i spejlet og tænkte “wow, hold da op,” men en af mine bedste venner sagde, at det var en pigefarve. At jeg var vammel at se på. No offense. Jeg blev så ked af det.

Screenshot fra et worddokument med rød bølgestreg under ordet ‘drengetøj’, men ikke under ordet ‘pigetøj’.

Og jeg kan jo også godt se det på folk, uden at de siger noget. Bare den måde de kigger på, når jeg for eksempel køber noget i en butik eller betaler i svømmehallen, og de først kigger normalt på mit ansigt, og så ser ned på mine hænder og får øje på det, så kan jeg jo godt se, hvordan deres ansigt ændrer sig, som om de pludselig får noget surt ind i munden. Fordi femininitet er så opmærksomhedskrævende. Det er, som om man inviterer folk til at kommentere på en, hvis man er femi. Drengetøj findes ikke engang i mit tekstbehandlingsprograms ordbog, men det gør pigetøj. Drengetøj er bare tøj. Det er for alle, men pigetøj er kun for piger. Det er så uretfærdigt.

For tre måneder siden tog jeg al min neglelak og alle mine perlekæder og lagde dem ned i kælderen. Nu skulle det være slut. Jeg skrev endda et digt om det, og det var underligt, fordi det tilfældigvis faldt sammen med Transgender Day Of Remembrance, hvor der var en lille mindehøjtidelighed for alle de (andre) transfolk, der også var blevet dræbt.

Bøsser i Danmark er så dødssyge. De vil bare være normale, og de gider ikke være sammen med nogen, der skal “være så ekstrem med det.”

Jeg havde ellers fundet min transerytme, syntes jeg. Havde fundet mit udtryk. Det var så fedt med lakerede negle, fordi jeg kunne skjule dem i lommen, hvis jeg ikke ville afkodes i bussen, men hvis der kom andre ind, der var som mig, kunne jeg klø mig på næsen og afsløre mig selv for dem, så vi ikke skulle føle os så alene.

Jeg bildte mig også ind, at det gjorde det lettere at score, fordi jeg var synlig for de andre queers, men bøsser i Danmark er så dødssyge. De vil bare være normale, og de gider ikke være sammen med nogen, der skal “være så ekstrem med det.” De vil bare have en, der er straight-acting. Så nu har jeg besluttet at lægge det fra mig. Det fimsede. Det gjorde jeg for tre måneder siden.

Jeg er begyndt at træne igen. Ryg. Skuldre. Lår. Kredsløb. Baller. Arme. Jeg kommer hele vejen rundt og skriver til en af drengene, at jeg håber, han kan lide store kanoner næste gang, vi ses, men jeg vil ikke være synlig dernede blandt de andre mænd i badet. I fitness centret. Jeg er blevet venner med nogle af bodybuilderne. Mit hoved kunne ligge tre gange ved siden af hinanden indeni en af deres overarme. Jeg skal ikke nyde noget. De er søde nok. De er blide som lam, når de træner, og det er egentlig mere, fordi jeg ikke vil gøre dem utilpas ude i badet, end det er, fordi jeg tror, de ville gøre mig noget. Jeg ved det ikke. Man kan aldrig vide.

Men jeg kunne alligevel ikke lade være. Efter tyve år. Det bliver også en vane. Det bliver en del af den, jeg er. Det blev Red Bliss igen. Jeg kunne måske have valgt noget mindre fimset. Den marineblå Boy Next Door. Eller den græsgrønne Soccer Sucker. Men jeg har altid været konservativ med farverne, vælger altid en nuance af rød, og Red Bliss har været min favorit længe. Det gør nok heller ikke den store forskel. Folk synes nok ikke, jeg er mindre vammel, hvis jeg har grøn eller blå neglelak på.

Jeg tænkte ikke på fitnesscenteret, da jeg tog den på. Det var derfor, jeg gjorde det. Fordi jeg ikke tænkte på fitnesscenteret. Jeg glemte, jeg havde det på, og så stod jeg dernede ved håndvægtene og fik øje på det. Jeg vidste ikke, om jeg skulle gå igen, eller om jeg skulle lade som ingenting.

[embed]Mads Ananda Lodahl fortæller om en gang da han tog en tur i Frederiksberg Svømmehal.