Gnidninger: Du og jeg, krop. Du og jeg.

Kvindekroppen er alles, men sjældent kvindens egen. Det er kroppen, der er kvindens væsentligste valuta, får vi at vide. Nu er det røven, der er det nye sort. Eller det gamle sort.

Katrine Arnfred

Teksten blev første gang offentliggjort/læst op til Dansk Kvindesamfund og Selskab for Ligestillings arrangement Gin & Gender med temaet RØV i maj 2016. Dette er en let bearbejdet udgave.

Jeg lærte tidligt at hade min krop. Jeg var 11 år. Den var rundere end mine veninders, og derfor anderledes. Det lærte jeg tidligt. Ligesom jeg lærte at rundere ikke bare betød anderledes, men også forkert. Dårligere. Min strutmave og runde lår lignede ikke de andres. Dengang jeg var 11 år. Dengang røv hed numse.

Hvor går man hen med det, når man stadig bare er et barn? Jeg gik solo. Jeg læste bøger under dynen, mens jeg spiste slik, som jeg hemmeligt havde købt for mine lommepenge. Eller sad alene på parkbænke med skumfiduser i stribede papirsslikposer. For kun at hade mig selv og min krop endnu mere. Der er ingen plads i verden til piger med strutmaver og runde lår. Tænkte jeg. Fik jeg at vide. Jeg pakkede min krop ind i badekåber, når vi skulle i sauna i familiens sommerhus. Jeg studerede og studerede coveret til Jimi Hendrix’ ”Electric Ladyland”, for at få øje på nogen bryster, der måske kunne ligne mine.

Jeg lærte også at kvinder ikke laver lort. De prutter heller ikke, men de laver slet ikke lort. Slet ikke. Og hvis de gør, så lugter det i hvert fald ikke.

Så blev jeg teenager og gik til fester og drak Lambrusco foran højtalere der spillede punk og Erasure. Kyssede drenge. Eller fyre, som det hed dengang. ”Du har sådan en god røv”, var der en af dem der sagde, mens han klemte den og klemte den. Jeg forstod ikke hvad han mente. God røv?

Indtil da havde jeg skænket min krop mange tanker. Voldsomt mange. Hele tiden og flere gange om dagen. Men jeg havde aldrig tænkt over min røv. Den var der ligesom bare. Et ensomt appendiks til alt det andet jeg brugte så meget tid på at hade, pille ved, prikke til. Noget man sad på. Egentlig. Men nu var den åbenbart vigtig, den der røv. Det lærte jeg.

Illustration af Hamraz Bayan.

Det var nogenlunde samtidig at jeg opdagede, at min røv akkumulerede små bitte bumser. Små bitte knopper, der var tørre og røde og triste og trælse. Hele tiden var de der. Så forstyrrende i vejen for den kvindelige ferskenhud. For forestillingen om blød og glat. Indeni og udenpå.

Jeg begyndte at læse dameblade. Sådan får du en fast numse. Sådan får du en god numse. I de tidlige år: Sådan får du en mindre numse. Nu: Sådan får du en større numse. Numse, numse, numse. Hvorfor kan dameblade aldrig skrive røv?

Jeg kom i 20'erne. Røven var stadig i fokus. Må jeg tage dig på røven? Jeg tager dig lige på røven. Blev taget på røven uden der blev spurgt. Det der er fandeme Københavns bedste røv. Må jeg bolle dig i røven? Du ægger med din røv, så jeg kan jo ikke lade være.

Jeg blev træt. Min røv havde jo været fredet territorium. Den var ikke mine hængebryster, min topmave, mine tordenlår. Den var der bare, en kropsdel jeg kunne få lov at eje, kun som min. Indtil den ikke var min længere. Det lærte jeg.

Jeg lærte også at kvinder ikke laver lort. De prutter heller ikke, men de laver slet ikke lort. Slet ikke. Og hvis de gør, så lugter det i hvert fald ikke. Det larmer heller ikke. Hold kæft, jeg har fodret mange toiletkummer med toiletpapir, så jeg kunne lave lort som en ninja. Lydløst. Lydløs ninja-lort. Det lyder federe end det er. Jeg har tilbragt hele weekender hos min kæreste, uden at lave lort. Min krop kunne simpelthen ikke. Som en konkret fysisk manifestation af regnestykket kvinde + lort = usandt, gik den i stå. Så sad jeg der med en krampende mave som en kanonkugle. Og lod som ingenting. For ligesom med sved og menstruation og bøvser og hvad ved jeg er kvinders kropsfunktioner ikke noget vi skal tale alt for meget om. Hvis de da overhovedet findes? For tænk, hvis kvinders kroppe bare er lige netop det. Kroppe.

Men det er de ikke. Det får de ikke lov at være. Kvindekroppen er alles, men sjældent kvindens egen. Det er kroppen, der er kvindens væsentligste valuta, får vi at vide. Nu er det røven, der er det nye sort. Eller det gamle sort. Røven har erstattet brysterne, siger de. Får vi at vide. Kvindekroppen fragmenteres stadig. Og vi labber det i os. Os kvinder. Vi æder præmissen og kører den videre på egen banehalvdel. Vi vurderer og kigger og sender elevatorblikke til andre kvinder. Vi dømmer inde og ude.

Det gør vi jo, selv om vi pænt lader som om, vi ikke gør. For vi har internaliseret ideen om kroppen som det væsentligste, som genstand for konstant vurdering. Vi har internaliseret det mandlige blik. Og det kræver sin kvinde at sige sig fri for det spil. At slippe kropskontrollen og blæse på konventionerne.

Mine 20'ere blev til 30'ere. Jeg fik børn. Efter den første kiggede jeg mig i spejlet og konstaterede at jeg stadig hadede min krop. Og røven? Ja, den var blevet fladere. Mere trist. Min store røv er en trist røv. Selvom store røve er det nye sort. For i populærkulturen, i det vi lærer, i fortællingen om den kontemporære kvinderøv er den store røv fast, glat, stram, perfekt rund. Den store røv er ledsaget af den lille talje. Den konforme krop. Blikket fetischerer stadig kvindekroppen i enkeltdele. Kvinder kan stadig ikke have deres krop i fred.

Begge mine børn har arvet min røv. En med en lang ballesprække, før ballerne sådan egentlig begynder. Hvis det giver mening. Jeg har hemmeligt været så glad for det. Genkendelse gennem røv. Hvor smukt er det ikke? Og jeg elsker deres røve. Runde og rummelige. Fyldige og fabelagtige. Min datter har også arvet min krop. Med topmave og runde lår. Nu er det hendes. Det hele. Forhåbentlig får hun lov til at have sin krop i fred. Forhåbentlig får hun det til at funke i en kakofoni af stemmer, der fortæller hende at hun som pige og senere kvinde lige netop ikke må det. Have sin krop for sig selv.

Katrine Arnfred er cand.mag, skribent og foredragsholder.

[embed]Læs også: Proud Body, Shameful Eating Marie Møllerfriktionmagasin.dk