Kønnets smerte hos Frida Kahlo, Cindy Sherman og ORLAN

Frida Kahlo. Self portrait. 1926. artyfactory.com

Helle Christence Ankerstjerne

Gengivelsen af den kropslige smerte gennem kunsten er et fænomen de tre kunstnere Frida Kahlo, Cindy Sherman og ORLAN arbejder med i deres kunst. Men hvordan bliver begreberne køn og smerte formidlet hos dem? Og hvad optræder først hos kunstnerne; smerten eller kunsten? I det kunstneriske arbejde med køn og smerte overlapper disse kunstnere hinanden. Samtidig er de i andre aspekter helt væsensforskellige.

Hos Frida Kahlo (1907–1954) findes en fysisk smerte, som udgør en forudsætning for skabelsen af hendes kunst. Kahlo beskriver en livskraft som udspringer af seksualitetens og dualitetens tilstedeværelse i alle aspekter af livet. Det er ikke ærindet her at aflæse Kahlos biografi i hendes kunst, men derimod at se nærmere på, hvilken måde den fysiske smerte for Frida Kahlo er både en drivkraft og et element i hendes værker.

Hos Cindy Sherman (1954-) er der en anderledes og mere subtil smerte på spil i hendes ouevre, hvori hun arbejder med seksuelle stereotyper og sociale relationer. Smerten er instrueret og undersøgende og er i udgangspunktet en performativ psykisk smerte, der forplantes videre ud i kroppens træk, påklædning, mimik og staffage. Sherman arbejder intuitivt i sine performances og giver som kunstner plads til de forskellige identiteter, der kommer frem og som vil iscenesættes når hun arbejder.

ORLANs (1947-) tilgang til kunsten er en hengivelse til kroppens mål, brug og virke. Hun er optaget af at eje, have og bære en krop og af, at det er muligt at ændre på denne krop. De mest kendte af hendes værker er hendes plastikoperationer ”The Reincarnation of Saint-ORLAN” fra 1990’erne, hvor hun arbejdede med en decideret performativ påført fysisk smerte. Hendes sigte med operationerne, hvor hun slutteligt ville få et ansigt, der var sammensat af fem forskellige mandlige kunstners portrætteringer af kvinder, var at opnå det kvinde-ideal som var fremsat af disse mandlige kunstnere.

[embed]

Den fælles smerte Hos Cindy Sherman opleves smerten subtilt. På et psykisk plan og Alfred Hitchcock-isnende som angst i kroppen, der låser i stillinger, den ikke kan flytte sig ud af. Den smerte Sherman arbejder med er stiltiende og tung på samme tid. Den tynger kroppen og den gør sit væsen i kunstnerens krop. Hun lader smerten udstille sig i sig og hos sig. Frida Kahlo førte sin smerte op på lærredet, og overførte den ufrivilligt erhvervede smerte, til et ydre univers; hun iførte den en form, en anden krop, en anden hud, der lå udenfor hendes krop og udenfor hendes hud. Shermans smerte er i forhold til denne iboende, ikke i stand til at flygte, men passivt registrerende.

Cindy Sherman. Untitled. masters-of-photography.com

ORLAN forbinder elementer af Kahlos og Shermans projekter i sine plastikkirurgi-performances. Hun lader Kahlos fysiske smerte smelte sammen med Shermans gestaltninger af kvinder fyldt af angst og smerte. ORLANs krop kan ikke flygte under operationen og hun fratager sig selv mulighed for at bremse værket. Hun vil værket i kraft af omskabelsens muligheder, hun vil sig selv som lærred og hun vil fremvise det kvindelige ideal, som det er blevet fremelsket af mænd. Kahlo fantaserede billeder frem af en verden, hun kunne have haft såvel som erfaringer hun gjorde sig, men som hos Sherman bliver gestaltningen og kønnets omformning noget statisk, noget der er.

Hos ORLAN er denne gestaltning noget hun bliver og dermed udfordres seksualiteten og et normativt syn på det kvindelige køn ved at overgøre det. Performancen skaber i stedet en forvrængning. ORLAN viser beskueren denne forvrængning for at anskueliggøre rimeligheden i at ville sætte rammer for kønstegn og kønsidentitet.

For ORLAN er kroppen et lærred for kunsten, hvor der hos Sherman sker en transcendens mellem kroppen og den psykiske smerte. For Kahlo er kroppens ufrivillige smerte det, der kastes ud på lærredet. Til fælles har alle tre kunstnere det, at de smelter sammen med smerten, kunsten og problematiserer kønnet på en og samme tid. Kunstnerne er i både krop, køn og smerte og de formidler dette uanset, hvordan smerten er blevet gestaltet.

De arbejder alle med kønnet som et opløseligt og foranderligt fænomen og oplever, at kønnet er noget, der flyder igennem alle kroppe, hvorved alle kroppe potentielt blot er bærere af køn. De aktualiserer køns betydning på hver deres måde. Kahlos smertelige erfaring af ikke at kunne give liv er meget present, hvor den smertelige erfaring for Sherman er det psykologiske køn, der er på spil og i høj grad fremhæver spørgsmålet om kønsidentitet.

Slutteligt er ORLAN i færd med at bevise, at man kan omskabe den krop man er født med; mand som kvinde. Fysisk kan et køn forarbejdes frem, der passer til ens identitet og psyke eller efterspørgsel og udbud.

Alle tre kunstnere arbejder med begrebet det mandlige blik; Kahlo iscenesætter det mandlige blik indirekte, når hun maler sig selv klædt som mand; Sherman lader mande- og kvindekønnets stereotyper udmønte sig i performances. ORLAN adresserer det mandlige blik i vores vestlige kultur ved, på et kunstnerisk metaplan, at underlægge sig det og lade sig undergå fysiske forandringer for at opfylde et allerede eksisterende materielt normkrav om kvinders skønhed og udseende.

Når kunst perspektiverer køn Statens Museum for Kunst præsenterede sidste år performancekunstneren Marina Abramovics værk ”Art Must Be Beautiful, Artist Must Be Beautiful”. Abramovic problematiserer med værket nogle af de forskellige tilgange til og typer af smerte, der er også er repræsenteret i de tre ovennævnte arbejder.

Abramovics lægger sig i umiddelbar forlængelse af ORLANs ovennævnte værk, når hun reder sit hår meget voldsomt og smertefuldt i sin performance. Hun sammenkæder samtidig også nytilkomne perspektiver. Hun problematiserer og provokerer et kvindekøn, der skal være eller gøre sig særlig smuk for omverden.

[embed]

Abramovics fortsætter og fremstiller de følgende to perspektiver. Dels at man som kvinde og kunstner forventes at skabe kunst som problematiserer det at lave kunst som kvinde. Dels det, at det fokus på kvinder og køn, der hersker blandt kunstnere og publikum er noget de kvindelige kunstnere samtidig skal frigøre sig fra. Med værkets titel perspektiverer Abramovic således køns- og kunstforståelse som begreber i mange retninger, der kan og skal åbne for vores kunstforståelse og på samme tid bryde med normative opfattelser af kvindens køn og kvinder som er og arbejder som kunstnere.

Kan man tale om smerte i kunst (ikke weltschmerz) som et træk, der er mere eller mindre orienteret mod det mandlige eller kvindelige? Man kan spørge, hvordan kunstnere som Toulose-Lautrec, Picasso og Van Gogh arbejder med smerte i deres kunst? Og man kan spørge hvorfor det er vigtigt at kvinder og mænd arbejder med kunsten og den kropslige smerte i verden?

Hvad giver det beskueren, at smerte kommer til udtryk i det de beskuer? Svaret må være, at det er vigtigt at forstå at smerte nedbryder psykologiske mure imellem os. De vante kønsnormer vi kender og lever efter ophæves, når smerten vinder. Smerte i kunsten både transcenderer og annullerer kønsnormativitet, fordi kunstnerne, gennem erfaringer med deres egen krop, løfter sig over det normative felt, når deres kunst er forankret i kropslige smertefulde erfaringer. Det normative køn mister sin betydning og dette sker uanfægtet af, hvordan smerten er gestaltet.