LOOK

Uddrag af Ida Luka Holmegaards LOOK (2020), en essayistisk hybrid-bog om tøj og tekstil, læsning og skrift, køn og identitet. Uddraget forfølger blandt andet rustningen og jakkesættet som motiver og beskriver både en kulturhistorisk udvikling og en bevægelse væk fra det binære og gensidigt udelukkende.

Illustration: Kasper Vang

Ida Luka Holmegaard

Look er et låneord. Substantiv, intetkøn, i ordbogen står der: (eng., af verbet look, se), udseende; (mode)stil; snit (af beklædningsgenstande). Ordet har forandret sig, fra et verbum til et substantiv, det er rejst fra engelsk til dansk. Fra at beskrive handlingen at se til at beskrive det sete, tøjet, udseendet. Et look: Blikket bliver til stof.

En af opgaverne i programmet RuPaul’s Drag Race, hvor deltagerne konkurrerer om at blive America’s next drag superstar, er at klæde sig på som den første drag queen-præsident i USA. Sharon Needles, en af deltagerne, har en gennemsigtig, pudderfarvet kjole på på catwalken. Den er samlet i taljen med et bredt, sort lakkorset. Hun har høje, sorte lakstøvler på, lakhandsker og halsbånd. En hvid, fluffy page. Hun siger: I chose to wear this futuristic look, because we are probably not going to have a drag queen president for a very long time.

Siden 1825, hvor John Quincy Adams som den første aflagde et amerikansk præsidentløfte i bukser af fuld længde i stedet for knæbukser, har amerikanske præsidenter båret variationer over det moderne jakkesæt i officielle sammenhænge. Allerhøjst har man afvekslet stilen med forskellige militæruniformer. Jeg forstår Sharon Needles’ fornemmelse af, at forandring hører en fjern fremtid til, hvad angår tøj til magtfulde mennesker.

Herretøj, og især jakkesæt, er ofte ukomfortabelt og for varmt i litteraturen, har jeg lagt mærke til. I Forbrydelse og straf har Raskolnikov ikke råd til, men forsøger alligevel at anskaffe sig, et sæt let tøj til den fugtige sommervarme i Skt. Petersborg. Det tunge vintertøj giver ham feber. Herretøjet er også et problem i J.D. Salingers The Catcher in the Rye — en roman om den unge Holden Caulfield, som bryder sammen over tre dage i 50’erne New York omkring jul.

Jeg blev ved med at gå op ad 5th Avenue uden slips på eller noget.

Holden er hjemløs et par dage i New York — han er blevet smidt ud af sin kostskole, men vil ikke hjem til sine forældre — og det viser sig, langsomt, udadtil i hans mangel på rent tøj og steder af skifte. De hvide skjorter bliver beskidte, gennemsvedte. Slipset, dette mærkelige fallossmykke, jakkesættets indbyggede løkke, må mod slutningen af romanen helt forlades under en natlig flugt fra en lejlighed, hvor en mand lægger an på Holden. Det enkle amerikanske herrelook fra 50’erne — skjorte, jakke, slips, nybarberede kinder — viser sig igen og igen at være umuligt at opretholde. Holden kan ikke holde sammen på sig selv, han spilder, sveder og ender med at gå gennem Manhattans gader uden slips, som en galning. Den eneste accessory, han formår at beholde, er en rød jagthat. En selvvalgt narrehat uden bjælder, et bevidst latterligt statement piece.

Tekstilhistoriker Anne Hollander skriver, at mandlige helte i antik græsk litteratur oftest enten er fremstillet nøgne eller i rustning. Vævet, draperet stof var fremstillet af og til kvinder. Ingen kvinde bærer rustning, ligesom ingen mand væver. Rustningen, derimod, er uden ophav eller smedet af guderne, og det er den eneste klædedragt, Odysseus ser de døde bære i dødsriget. Rustningen, som bliver til militæruniformen, som bliver til jakkesættet, da engelske soldater i 1700-tallet selv må betale for deres uniformer og derfor bliver ved med at gå med dem efter hjemsendelsen. Samtidig er de preussiske uniformer så flotte, at civile skræddere kopierer deres detaljer og form. Militæret kommer på mode, en uniform muterer og bliver en anden.

Min hvide, plyssede angorasweater med rullekrave og korte ærmer. Hvis man står med den i hånden, ligner den en lille kanin. Den er ikke særlig praktisk, både for varm og for kold. Den fnulrer på alting, er tydeligvis mest til pynt, ligesom de små, fjerpyntede hatte i limegrøn eller orange, som grevinder og baronesser har på, når de skal se hestevæddeløb. Jeg har ofte gået med den sweater som en del af de outfits, jeg har kaldt for rustninger. En asymmetrisk buks, et par høje plateausko, en blazer med brede skuldre. Noget opsigtsvækkende og fremmedgørende, hvordan ville jeg gerne se ud, not like a man or a woman, really — like a genderless superhero? Måske længes jeg efter det skulpturelle, efter at stå på et museum og kun blive berørt af udvalgte mennesker med handsker på. Jeg stod og røg midt i lokalet til festen og øvede mig i at udstråle: Ingen skal røre ved mig.

Illustration: Kasper Vang

Selvfølgelig virker det ikke. Så meget magt får jeg aldrig over læsningen af mig, min krop eller mit udtryk. Jeg kommer aldrig til at tilhøre mig selv, ingen tilhører sig selv. Det eneste, jeg kan håbe på at kunne bestemme, er, hvad jeg sætter mig i forbindelse med. Det er i sig selv en stor gave at kunne vælge, hvad man indskriver sig i, hvad man er channeling.

Et outfit kan blive en rustning, som riddernes i middelalderen, med et tilhørende malet skjold og indlagte gulddetaljer. Et sted, hvor man kan bære et våbenmærke, vise et tilhørsforhold.

Så snart læsning og tøj podes på hinanden, må jeg, som altid, acceptere, at fejllæsning og forvirring er en del af udgangspunktet. Det ulæselige har taget bolig i det læsbare. Tøjet kommer altid et sted fra, har en form og en etymologi, en historie. Og samtidig er det umuligt at fastholde enkle betydninger; umuligt, for eksempel, og heller ikke ønskværdigt, at finde frem til en læsning, der er uafhængig af alle de forskellige kroppe under tøjet. Under bogstaverne: det hvide papir. Under tøjet: huden, kroppen. Ingen sammenligning.

Første gang, jeg har et jakkesæt på, er i London. Jeg har fundet alle de forskellige dele i genbrugsforretningerne, hvor Sydøstlondons forretningsmænd deponerer det tøj, de ikke længere behøver eller interesserer sig for. Jakken har smalle skuldre, den passer, sidder tæt. Da jeg prøver sættet på første gang, må jeg konstatere, at bæltet mangler et ekstra hul. Jeg lader den røde, slipseagtige klud blive i brystlommen, sættets eneste kulørte element. Knapper skjorten op i halsen. Følelsen af at have jakkesættet på, i kroppen, af stoffet, minder mig om engang, jeg var til en bondageworkshop på en festival i Sverige; følelsen af både at blive holdt om og holdt tilbage, holdt inde. Omfavnelse og restriktion. Tæt, blødt, stift, ufrit. Måske en forretningsmand har haft netop denne jakke på hver dag på kontoret.

Jeg går ofte med jakkesættet, til fester for eksempel, eller når jeg skal i Marks & Spencer og købe mælk og æbler. Eller jeg går med den hvide skjorte og de sorte bukser, kalder det mit Marlene Dietrich-look. Jeg er channeling hende, hun siger: I am at heart a gentleman. Selvom jeg gerne vil tilføje et also; also a gentleman. Jeg er grådig. Vil altid have mere, flere køn, mere kærlighed, flere smukke jakkesæt. Jeg er channeling Marlene og Katharine Hepburn og John Lurie og Ian Curtis, business ladies fra 80’erne, Patti Smith og Vita Sackville-West på billedet, hvor hun står i sin have, gammel og skrap i hvid skjorte, lys blazer. På pubben bestiller jeg altid shandy, en blanding af øl og Sprite, half and half. Det her jakkesæt virker bare, både og, mere af det hele, ekstra alting, det undrer mig ikke, at Orlando kunne leve 300 år på den her energi.

Virginia Woolfs Orlando tilbringer første del af sit liv som mand og anden del som kvinde. Overgangen er lige så fjollet og ekstravagant som resten af bogen. Under et ophold i Tyrkiet falder Orlando i en ugelang søvn og besøges af tre gratier og en trompetist, som velsigner ham med kvindelighed.

Ved romanens begyndelse er Orlando en ung, adelig digter med lange flotte ben i det elizabethanske England. Han tilbringer det meste af sin tid med at flirte og beskrive naturen.

Allerede på side fem iklæder han sig: højrøde bukser, kniplingskrave, taftvest og sko med rosetter så store som dobbelte georginer.

I løbet af romanen skifter Orlando pronomen én gang, fra han til hun, men skiftet fra mand til kvinde er langt fra enkelt eller endegyldigt. Det er ikke svært at forstå for Orlando selv. Til gengæld er det et problem for bureaukratiet.

Omverdenen kan ikke forstå, hvad der er blevet af manden Orlando. Og heller ikke, hvordan kvinden Orlando skal kunne tage hans plads.

I London bliver jeg tiltalt af fremmede som: madam, sir, love, kid og sweet pea. Jeg værdsætter variationen.

I Androgyne: Fashion + Gender skriver Patrick Mauriès om androgynen i modehistorien; mande-kvinden, kvinde-manden, begge dele eller imellem. Et afsnit handler om androgyne udtryk i Frankring i 1700-tallet:

Feminiseringen af unge mænd, deres uafgørlighed, i det attende århundrede var forbundet med en periode i livet, eller et overgangsritual, som man fejrede med festivitas og maskerader, og som — ligesom at crossdresse — kunne blive en kilde til endeløs diskussion og dobbelttydighed, der vakte æstetisk nydelse. Set mere generelt, med hele samfundet som kontekst, kunne det også anses som fordærvende og som noget, der kunne blive en negativ kraft, der måske i sidste ende ville true selve civilisationens fundament.

Jeg bladrer igennem Mauriès bog, den er fuld af billeder af unge, splejsede kroppe; ynglinge på renæssancemalerier, draperet nøgne på sofaer og græsplæner, modeller i Armani-reklamer med kraftig makeup og opknappede pelsskjorter. Mick Jagger og en ung Katharine Hepburn. Blege, slanke punkere. Hvad sker der, hvis man ikke vil forlade det androgyne, når man forlader ungdommen? Når man har taget ti kilo på? Mauriès har ikke svært ved at finde eksempler på androgyne udtryk eller crossdressing i vestlig modehistorie, men kroppene på billederne i hans bog er bemærkelsesværdigt ens (barnet, ynglingen, kastratsangeren, en ung, langhåret Ewan McGregor) og looket er knyttet til bestemte undtagelser (maskeraden, rockstjernen, modefotografiet). Men hvad hvis man ønsker at etablere et sted uden for de to gensidigt udelukkende køn, som er åbent og mere permanent beboeligt? Så må civilisationens fundament støbes om.

Jeg, som ellers holder af at finde det rigtige udtryk — min tillid til sproget er stor, hvis ikke der er et ord, er der altid et billede, en dag kan have konsistens som grød eller et sprødt æble — og så alligevel dette hykleri, når det kommer til mig selv, at jeg fumler med det, ikke kan eller vil finde ud af det, kvinde, nej, mand, ikke-binær, måske, jeg er en kæmpe kujon som altid, selvfølgelig, en blanding af koketteri, stædighed, bekymring. Jeg vil ikke være enkel for andres skyld igen, det var det der var problemet til at begynde med. Jeg taler med min ven om det, om, hvilke ord vi kan bruge, de siger: I like queer because it means ”none of your business”. For en gangs skyld kan jeg holde af en bred samlebetegnelse. Er det et trosspørgsmål om man kan eksistere uden for to gensidigt udelukkende køn? Jeg kan mærke en skepsis hos nogle, venner, kan man falde uden for sproget, det læsbare? Der findes kun to køn i statistikker, i spørgeskemaer, i ordbogen, i CPR-registret.

Hvis man ikke helt eksisterer, hvad er man så, et fantasivæsen, en lille nisse? Måske levede Orlando i 300 år ved at trække livsenergi fra at blive opfattet som overnaturlig. At næres af andres mistro og forundring, et godt trick. Jeg er mindst lige så adelig, lige så heldig fra begyndelsen som Orlando, med min lange, ranglede middelklassekrop, min dybe 2.-alt (turde ingen sige tenor?), jeg får lov til det meste. Ordene er besværlige, men de er selvfølgelig også fundamentet for fællesskabet. Hvordan familie uden forældre, søskende, hvordan skulle jeg have fundet vej til et lille lokale på en sidegade ved King’s Cross fyldt af nogle af de klogeste mennesker, jeg har mødt, hvis ikke jeg kunne google trans nonbinary meeting London.

Der er en mandekrop inde i min krop. Nej. Der er en mandekrop uden på min krop, den viser sig i glimt, detaljer, i kæbelinjen, de lange ben. Endelig en ærlig cykelhandler, der siger: Vi finder aldrig en damecykel, der er høj nok til dig. Jeg ved ikke, om jeg er født i den forkerte krop, jeg ved ikke, om jeg er født i den rigtige krop, hvilken krop skulle være min forkerte, min rigtige, hvilken krop har aldrig ønsket forandring, har aldrig forandret sig, fedt, hormoner, muskler, alder, medicin. Da jeg fik hofter og lår, gik jeg i panik og holdt op med at spise, jeg forsøgte at sulte mig ud af det kvindelige, en uholdbar strategi. Nogle gange kan jeg lykkes med at tænke om brysterne: Hej I to små, underlige vandmænd. Jeg øver mig i at optage plads, i bussen, til koncerter, øver mig i ikke altid at krydse benene, armene, dukke mig, krølle mig selv sammen som en gammel kvittering.

Jeg har altid vidst: Det er noget rod med det køn. Rodet er mit, og jeg må selv passe på det. For andre vil det måske bare ligne skrald. Jeg har altid vidst: Jeg er tiltrukket af mænd, og jeg er det samme som dem, den samme slags, det er svært at komme det nærmere. Kjolerne, de høje hæle, det er det, der føles mest som drag. Der er ikke noget galt med drag, drag er dejligt, det, jeg prøver at sige, er: Tøjet viser ikke noget indre frem i et forhold 1:1. Tøjet er en form at gå i karambolage med, en infrastruktur. Man må bruge det, man har til rådighed, forsøge at bygge et hjem eller en festsal.

Hvad er det at læse, hvis ikke at lukke et andet levende sprog ind i sit eget? At have gæster og være på besøg på samme tid.

Jeg kan ikke finde de præcise grænser mellem at forsvinde og forandres.

Mellem at forandres og begynde en samtale.

Man må vælge sine venner med omhu.