Praktik: Et match imellem — Frame.dk
Interview af Casper Jensen
Praktik: Et match imellem — Frame.dk
Interview af Casper Jensen
Et match imellem — Anders Schrøder
Hvert år modtager bureauer og virksomheder et stort antal praktikansøgninger, hvor kun få er heldige at være det rigtige match. Hemmeligheden bag et match har helt sikkert flere aspekter og vinkler. I denne artikelserie udforsker jeg, hvordan man bedst muligt kan se, om man er et match og potentielt kommer i betragtning fra bureauernes side. Hvad, man som studerende skal gøre for at komme i betragtning, er det, som vi forsøger at sætte ord på.

Kontor landskabet hos Frame.dk
I dette interview ser vi det fra motion design bureauet Frame.dks side af bordet, hvor vi snakker med Creative Director Anders Schrøder. Anders, der er partner og medstifter af Frame.dk. Han har siden 90’erne knoklet verden rundt i motion design industrien. Han har arbejdet tæt sammen med artister som G-munk, bureauer som Vitual studios, Man vs. Machine, Mtv London med flere.
Hvis du ikke lige skulle kende Frame.dk
I 2008 blev Frame stiftet af Thomas Bay og Anders Schrøder som et ApS. Bureauet leverer alt i motion design til reklamer, corporate produktioner, TV-idents og promo videoer. Deres kunder spænder over danske brands som Louis Poulsen, Le Fix til internationale brands som Nike og Jaguar. Frame yder også services som color-grading, tracking og andre post-produktions workflows.
Virksomheden startede da Anders besluttede at vende hjem til Danmark efter 10 års arbejde i udlandet. Thomas Bay havde startet Frame som en enkeltmandsvirksomhed, og havde tidligere arbejdet med Anders som freelancer. Anders havde fået en masse arbejde under bæltet og følte sig klar til at starte sit eget. De har nu arbejdet sammen i over 12 år nu, hvor Thomas står for forretningsdelen og Anders for den kreative side.
Visionen er hele tiden at prøve at lave noget, som er bedre, større, sjovere og mere kreativt end det sidste. At lave mindre af rugbrødsopgaver. Lige nu investere de penge fra rugbrødsopgaverne i de projekter, som de rigtig gerne vil lave, så de bliver rigtig fede.
I Frame’s daglige setup sidder et hold på 10–12 mand, som arbejder i en flad struktur. Anders føler sig ikke som en chef, men mere som en facilitator. At få folk til at yde deres bedste arbejde under de givne omstændigheder. Deres mærkesager stiler inden for Interior design, lys og lamper, hvor de har et eksklusivt samarbejde med Louis Poulsen. Deres ønske er i det lange løb af producere endnu mere internationalt arbejde.

Panthella Bord lampen fra Louis Poulsen ved siden af en Bear Brick Stormtrooper
Hvordan vi arbejder, og hvor i billedet praktikanterne kommer ind
AS: Et job starter inde hos executive producerne. De kommer og siger, at vi har den her åbning. Hvis der er kød på det, kommer de til mig. Hvis det er et stort pitch, så er det min opgave at finde ud af, hvordan vi vinder det her pitch. Hvordan vinklen, strategien, ressourcerne er for at vinde det her pitch.
Vi tager et kald med kunden, hvor vi finder ud af, hvad de søger. Ud fra vores erfaring finder vi ud af, hvad kunden har brug for, frem for hvad de siger, at de har brug for.
Vores typiske måde at gå til tingene på i en pitch, er at være vovede, i stedet for at spille de sikre kort. Man vinder langt mere på at spille vovet, end at foretage de sikre valg.
Den flade struktur i virksomheden gør, at vi hurtigt kan få et overblik. Både over dem, som vil tænde på at lave sådan et projekt, samt hvem, der vil kunne være med til at løse det. Hvis det bliver en realitet, finder vi ud af, hvem på holdet, der er bedst, og der vil synes, det er sjovt, og selvfølgelig hvem, der er ledige. Jeg har så gjort min research og overvejelser, som jeg vender med seniorholdet, og seniorerne kommer så med deres udspil. Praktikanter kan blive involveret i pitch fasen til for eksempel motion test eller i eksekveringsfasen som en del af en større produktion.
Opgaverne som en praktikant — større og større ansvar
AS: Her kan det så være, at seniorerne laver et lys-setup, og så skal praktikanterne lave de næste 10, eller at seniorerne laver den første animation og så videre. Lige så snart man finder ud af, hvad folk kan, så får man større og større ansvar. Det er et spørgsmål om at finde ud af, om folk er komfortable, og om de kan lide det. Om de leverer, og om de kan nå det. Dem vi har god kemi med, og som kan det, har så fået fastansættelse i virksomheden. Det er det, som vi drømmer om. Det er bare ikke så tit, at det sker.
Prepitches — vær god til at skrive
AS: Alt hvad vi laver er konceptdrevet. Vi laver pre pitches på ideplan uden visuals med referencer og skriv. Det er en rigtig god egenskab at kunne skrive og formidle sine ideer på et pre-treatment plan — på fem linjer helt skarpt. Det er også det, at en praktikant skal kunne sætte sig ind i, da de bliver dumpet direkte ind i maskineriet.
CJ:Hvor mange praktikanter tager I gennemsnitligt ind om året?
AS: Vi tager i gennemsnit 3–4 praktikanter ind om året. Lige nu har vi to praktikanter, som er her et halvt år, og efter dem kommer der to mere. Nogle gange er her tre, andre gange måske kun én. Folk er her omkring et halvt år i praktik, og som minimum er der fire om året.
CJ: Er der en bestemt tid på året, som I tager praktikanter ind?
AS: Vi tager praktikanter ind hele året rundt. Det er nødvendigt for os, for at få maskinen til at køre rundt. Vi har konstant to praktikanter på.

Jopo cykel som udsmykning i kontormiljøet.
Studér virksomheden, om I er et match!
CJ: Jeres website og sociale profiler viser mest, hvad I laver, og ikke så meget om firmakulturen. Hvis man gerne vil vide mere om jer såsom mærkesager og processer m.m., hvordan skal man så kontakte jer?
AS: Man må rigtig gerne spørge os. Man kan bare skrive eller ringe til os. Vi er meget åbne omkring det. Hvis man sender sit reel, så kan man altid spørge om man må vide lidt om os inden at man sender sit reel. Vi er ikke så ekspressive om os selv, vi mener, at arbejdet taler for sig selv. Den måde at vi gør det på er at have det sjovt og lade folk gøre det som de er dygtigst til. Mit jobs fornemmeste opgave står i, at jeg gør mine medarbejdere aller gladest og hvordan at de laver det de helst vil. På den måde kommer der noget godt arbejde ud af det og det avler mere og bedre arbejde.
Originale ideer gennem koncepter
CJ: Hvordan ser det tekniske- og egenskabs mæssige perspektiv ud i medarbejderne?
AS: Inhouse er vi generalister, men hver især har vi et speciale. Vi hyrer også freelancere ind på projekter, hvis de, som kan noget specielt, er booket til et andet projekt. Det vi vægter primært udover det visuelle, er, at man kan tænke selv og har gode originale idéer. At man kan tænke konceptuelt, det er sindssygt vigtigt, så idéen og eksekveringen er helt skarp. Vi sparrer rigtig meget og matcher folk op med hinanden og deres kompetencer. Vi går rigtig meget op i at gøre det dynamisk og dermed gøre kunderne glade.
Fuck brevene, fuck CV’et — derfor er man et match
CJ: En ansøgning er, som et kærestebrev til en virksomhed, hvor stor en vægt ligger I dette?
AS: Vi lægger vægt på en eneste ting i vores branche, dét er et reel. Alt andet er fuldstændigt underordnet. Hvis dit reel er iorden, så taler vi, hvis det ikke er i orden, så er alt andet ligegyldigt. Hvis reel’et er i orden, så kan man se, om vedkommende er en okay person ved at få ham ind til en snak. Kan man lide hinanden? Er der kemi? Ser man tingene på samme måde? Fuck brevene, fuck CV’et.
Lave et spec piece — sæt en afgrænsning og lav et koncept
AS: Men hvad er der så på det reel? Det der er nok det allervigtigste som ny upcoming i branchen, det er at lave sig selv et spec piece. Et lille afgrænset projekt. Det kunne eksempelvis være en reklame for Adidas sko, eller en højtaler fra B&O. Prøv at udtænke en grafisk film, for så tvinger du dig selv til at tænke en handling, en spændingskurve, at rendere og lave lyd — Alting. Du vil finde ud af, hvor meget du ikke ved, og lære, hvad der virker bedst. Der er så mange beslutninger, man skal tage, for at få sin pointe frem og ikke bare vise lir. Men vise lir, der giver mening.
Det, der sker, er som senior, at du får lov til at være med fra start til slut. Det er dig, som skal fortælle det, som det skal være. Du er nærmest motion graphics instruktør som senior. Det kommer selvfølgelig flydende, men alle de der beslutninger lærer du at tage.
Drop skoleopgaverne — der er ikke nok idé og tyngde
Skoleprojekterne, som vi ser fra skolerne, i det her tilfælde DMJX, det er små afgrænsede projekter, hvor der skulle læres et eller andet. Det er alt for småt og mangler tyngde. Det skal have en idé med eksekvering fra start til slut. Grunden til, at jeg siger det her, det er, at hvis man laver noget fedt, så får man et job!
Tit hører jeg kommentarer som “Jamen vores computere er så langsomme…” og så tænker jeg; så køb dog en hurtigere én for fanden. Hvis dét er det, som du vil, så er pengene hurtigt tjent ind igen. Det er det, der skal til, det er måden at gøre det på.

Der er også tid til en venskabelig kamp i bordtennis engang imellem
Ét job er nok
Ét job er nok — hellere et godt job eksekveret fra start til slut, end 10 skodjobs. Jeg ved, at der er så mange, der har så meget mere potentiale, end det, som de har lavet i deres skoleprojekter. Jeg er 100% enig i, at man har lært noget ved at få et brief på skolen, men man viser ikke, hvad man kan, som samlet kraft i dem.
Hvis man laver ét afgrænset projekt, hvor man har lavet alt selv fra idé til storyboard og eksekvering, og sender det i en e-mail med en to linjers tekst med følgende: “Jeg er på udkig efter arbejde, her et mit reel. Hvis du er interesseret, så skriv tilbage”. Så kort og præcis kan man være. Gør ikke det, der med at komme ud og møde op, eller sende et CV som er langt — det er ligegyldigt!
Hvis dit arbejde er interessant, så skal vi da ihvertfald snakke sammen. Jeg ville ønske, at der var flere,der gjorde det på den måde. Det ville hjælpe dem selv helt gevaldigt. Det er ihvertfald den måde, at jeg selv har lært det på.
En ting, som er super vigtigt; Alliér dig med en anden kreativ person, hvor man aftaler, at man skal være ærlig, også selv om det er noget lort, det som man ser. Man skal give konstruktiv feedback. Fortæl, at vedkommende skal kigge på flowet, og spørg, hvad de synes om lydsiden? Tag det sådan i steps, så personen kan forholde sig til det i stedet for det store billede. Brug folk til noget, som der er til at svare på.
CJ: Hvis du skulle koge det hele ned til tre værdier, at en kreativ skal have for at passe ind i Frames eksisterende team, hvad skulle det så være?
- Selvmotiveret, er nummer ét.
- Klar på udfordringer, det er dér, hvor det bliver fedt. Selv om man ikke fatter noget, når man skal til at lære noget nyt og tænker “Det lærer jeg aldrig”. At man har mod på at lære nye ting.
- Sidst er at være et sødt, rart menneske at være sammen med.
Det selvmotiverende bunder i, at man søger efter at blive den bedste, man kan være. Hvis computeren på skolen ikke er god nok, eller at man ikke havde tid nok på skolen,. så er det ikke muligt at investere sig i det, nok til at blive den bedste. Herinde er vi alle sammen ultra ambitiøse, men vi er ikke nogle røvhuller herinde. Det kan være, at vi ikke er det rette sted at søge. Man skal også være rigtig social herinde, være én, som har lyst til at være sammen med de andre og ikke bare lukke sig inde hele tiden.
CJ: Jeres reel og kundecases berører bestemt mere end vfx, 2D & 3D, samt composit arbejde. Hvordan finder man ud af, hvilke typer motion designere I søger efter; om det er det specialister, eller om det er generalister?
AS: Det er generalister. Specialister freelancer vi os til. Fordi jobbene skifter så sindsygt meget karakter, er to jobs aldrig ens. Der er altid nye ting, som skal læres. Der er altid noget nyt, og man ved ikke altid, hvordan det skal gøres. Det ender oftest med, at der er nogen som beslutter sig for at lære det, eller at vi finder en med spidskompetence som freelancer.
CJ: Rigtig mange tak Anders for at du ville snakke med mig og give en indsigt i Frame’s praktikforhold. Det var super fedt at få lov til at komme med ind i “maskinrummet”.
De 5 hurtige for at blive et match
Det vigtigste er dit reel — drop skoleopgaverne og vis dét, som tænder dig,
Alliér dig med en anden, hvor I er ærlige i jeres feedback til hinanden på jeres arbejde,
Lav et afgrænset spec piece, helt selvmotiveret,
Fat dig kort i din e-mail, og spørg også gerne ind til os for at lære os at kende,
Vær selvmotiveret og klar på nye udfordringer.
메타데이터
- post_id
- bc1c00ffcb0a
- slug
- praktik-et-match-imellem-frame-dk-bc1c00ffcb0a
- url
- https://medium.com/@casperlajensen/praktik-et-match-imellem-frame-dk-bc1c00ffcb0a
- canonical_url
- https://medium.com/@casperlajensen/praktik-et-match-imellem-frame-dk-bc1c00ffcb0a
- author_url
- https://medium.com/@casperlajensen
- status
- ok
- fetched_at
- 2026-06-15 20:49:13