Træt, udlevet og stærkt skuffet …

Efter 25 år som offentlig opdrager i den norske gymnasieskole har den 53-årige lektor Elias Rukla fået nok. En regntung mandag formiddag står det klart for ham, at hans undervisning er overflødig, samfundsmæssigt er han sat ud af spillet, og hans kone stiller sig ligegyldig over for ham.

Livet igennem har lektor Elias Rukla længtes efter det modsatte. Men på denne regntunge dag, som Dag Solstads lille, store roman Generthed og værdighed strækker sig over, går det op for Elias Rukla, at det han har satset på, ikke lader sig realisere. Og ifølge Elias Rukla kan man citere Henrik Ibsen for at have sagt, ”Tar De livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, så tar De lykken fra ham med det samme.” Elias Ruklas er træt, udlevet og stærkt skuffet. Som underviser, som borger og som ægtemand.

Elias Rukla konstaterer, at kedsomheden lukker af for interessen og tilmed skaber modstand; eleverne ”var faktisk fornærmede fordi de kedede sig, og det var ham fornærmelsen var rettet mod, fordi det var ham læreren, der kedede dem.” Det er en klemme eller snarere et værste mareridt, jeg kan genkende. Min egen kedsomhed over at gentage det samme stofområde semester efter semester, men mest af alt de studerendes. Det er ikke, fordi jeg ønsker at gentage mig selv. Men jeg får mindre og mindre tid til at forberede min undervisning, så for at få det til at hænge sammen, må jeg genbruge cases, eksempler, litteratur. Og jeg krymper mig hver gang, de studerendes evaluering peger på noget, der minder om det, Elias Rukla oplever.

Underviserfrustrationerne griber mig — her er der knald på dilemmaerne. Elias Rukla er af den gamle, materiale dannelsesskole; eleverne ”er sendt i skole for at tilegne sig viden om klassisk norsk skønlitteratur, og det var hans opgave at give dem den. Han var faktisk ansat af det offentlige til at gøre det.” Et af flere problemer med den fortolkning af opgaven er ifølge Elias Rukla, at det er fandens svært at gøre tekster fra 1880’erne vedkommende for 1990’ernes gymnasieelever, mest af alt fordi ”umodne individer på det i og for sig spændende stadie mellem barn og voksen har ingen forudsætninger for at forstå Vildanden af Henrik Ibsen, at påstå noget andet, ville være en fornærmelse mod den gamle Mester…” Enig, Elias Rukla, det er et reelt dilemma at tilpasse stoffet, så det kan begribes, uden at storheden ryger fløjten.

År efter år gennemgår Elias Rukla Ibsens dramaer med afgangseleverne, særligt Vildanden er gennemtygget, men det ”kan ikke benægtes, at han ofte oplevede det som om han stod og gylpede de samme ord op, igen og igen.” Ikke bare keder Elias Rukla sig, det gør hans elever også. De ligger henover bordene, oplæser tonløst uden skygge af lyst til at skabe liv i teksten og rejser sig i det sekund, timen ringer ud.

Elias Rukla bliver i norsktimen på den regntunge mandag grebet af en ny vinkel på den velkendte Vildanden, han opflammes og begejstres. Men i kontrasten til elevernes kedsomhed går det op for ham, at hans undervisning ikke står distancen, ”for de forudsætninger han byggede på, de gjaldt ikke for dem, og det var kun et spørgsmål om tid, frygtede han, før det stod klart for alle at hans allerede i dag ganske smertefulde gerning ville blive gjort overflødig.”

Tydeliggørelsen af at være udlevet som underviser kortslutter Elias Rukla, så han skrider fra det hele og overfuser på vejen ud en elev med råbene ”Fisse” og ”Flæsketryne”. Alt i alt forstår man Elias Ruklas point of no return og sørgelige ende på et liv med ”Tavle og kridt. Svamp. 25 år i gymnasieskolens tjeneste.” Men hvad gør vi andre for ikke at ende der?!

Dorte