Blommedag nu?

Jeg er ikke lektor af den sorte skole. Tværtimod. Det ligger mere til min natur at være en pleaser. Konflikter, konfrontationer og kriser vil jeg helst styre udenom. For det gør mig utryg at være uenig med andre mennesker, fordi jeg straks sætter spørgsmålstegn ved min egen andel i konflikten. Har jeg ret til at blive vred og skælde ud?

Når jeg nu, i foråret 2021, genlæser Hans Scherfigs roman ”Det forsømte forår” (1940), er det ikke konfliktskyhed, der kendetegner lærerkorpset. Her er der derimod rig lejlighed til at opleve, hvordan adjunkter og lektorer på Metropolitanskolen i første halvdel af forrige århundrede er sande ekvilibrister, når målet er at ydmyge og tyrannisere eleverne på drengeskolen.

Stikkontakter bliver flået ud af væggen i arrigskab, nøglebundter dunkes i issen og lussinger uddeles pr. rutine. Skolehverdagen er indsvøbt i et slør af teenagetårer og frygt.

Hans Scherfig skriver om lærerne på Metropolitanskolen:

”De er ikke onde mennesker, som hader børn og vil gøre dem fortræd (..) Men måske er de alligevel ikke begavede nok. Måske mangler de noget, eftersom disciplene synes, de er deres fjender. Forbitrede, ubarmhjertige fjender, uden hvilke livet kunne være lykkeligt.”

Latinlærer Blomme var under mottoet ”Lad dem kun hade, når blot de frygter” den perfide ydmygelses mester.

Det mærker den overvægtige Thygesen, når han ikke hurtigt nok kan redegøre for latinske verbers sindrige bøjningsformer:

”Har du kraft nok til at fortælle os om den anden puniske krig? Rejs dig kun op, Tykkesen, du smækfede yngling (..) Luk dit vældige gab op, du hvalfisk, og spyt dine ypperlige kundskaber ud.” Og Edward Ellerstrøm, der ellers var så dysmønsteragtig appetitlig i lektorens øjne, er kommet i puberteten, har fået uren hud og en vildtvoksende næse. Straks udstyres han med øgenavnene ”Naso” og ”Ynglingen med det vældige snudeskaft” og en trussel om ikke at blive rykket op i næste klasse. Ellerstrøms hævn er bitter. Bitter som det forgiftede maltbolsje, Blomme kommer til at sluge en forårsaften på Langelinie i København.

Men Blomme var jo også en meget tydelig underviser, som var hjemme i alle faglige kringelkroge. Han var, fraset al ondskab og storhedsvanvid, en indsigtsfuld fagperson.

Selv skal jeg mande mig op. Det er en del af min personlighed, jeg har skullet arbejde med i hele mit underviserliv. Finde min indre lektor Blomme frem og være tydelig i min feedback til de studerende. Ikke pakke mine kommentarer ind i formidlende termer, eufemismer og småord a la:

”Du skal arbejde lidt med din kommatering … og din sikkerhed i brug af faste udtryk kan også sagtens blive en lille smule bedre…”, hvis jeg mener, at det er det argeste møg, jeg har modtaget.

Så når jeg retter opgaver, forestiller jeg mig, hvad lektor Blomme ville have tænkt. Hvad ville han have kommenteret og bidt mærke i? Og så finder jeg — håber jeg — en passende gylden vej mellem lektor Blomme og lektor Skjold.

For som underviser skal jeg kunne kritisere, dumpe og give dårlige karakterer. Jeg skal turde bede om en genaflevering, opfordre de studerende til at terpe kommatering til det sidder fast og fortælle de dovne, at de skal tage sig sammen. Hvis de ikke lever op til de krav, man skal opfylde som studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, skal de have det at vide. Ellers underminerer jeg min troværdighed som underviser. Jeg svigter uddannelsen. Og jeg mister de studerendes respekt — både fagligt og personligt.

Søren