Hvad er det for nogle digitale oplevelser, som trækker i børnene? Hvor forsvarligt er de designet? Og hvad er det i det hele taget for nogle forretningsmodeller, der gemmer sig bag dem?

Vores børn er forsøgskaniner i den digitale revolution.

Debatindlæg i Politiken 29. marts 2018 af Daniel Gjøde og Lars Grarup, hhv. stifter og direktør i design- og brandingbureaet Stupid Studio.

The New York Times bragte i februar en artikel af Judi Ketteler, journalist og mor til to, som havde udført et eksperiment: Hun lod sin 9-årige søn oprette en Instagram-konto og gav ham frie tøjler til at udforske mediet — helt uden regler og løftede pegefingre.

Efter en weekend kunne hun konstatere, hvad hun beskrev som ”the trouble spots”. Han havde postet ca. én gang i timen, ukritisk accepteret og gengældt anmodninger fra ukendte følgere, filmet sig selv i boxershorts og var gået ”live” hjemme i en kammerats kælder, uden at forældrene vidste besked.

Digital dannelse løser ikke alt

I den seneste tid er der kommet en voksende opmærksomhed om de risici, vi løber, ved at lade vores børn færdes uden opsyn i den digitale sfære. Det har fået konsekvenser. Dommene er begyndt at falde over de 1000 børn og unge, som er sigtet for at dele den berygtede sex-video med en folkeskoleelev, og politikerne vil have digital dannelse på skoleskemaet.

Hvad er det for nogle digitale oplevelser, som trækker i børnene? Hvor forsvarligt er de designet? Og hvad er det i det hele taget for nogle forretningsmodeller, der gemmer sig bag dem?

Men Judi Kettelers eksempel illustrerer en anden dimension af den digitale barndom, som vi endnu har til gode at få skabt bred debat om i Danmark; en debat som blot er blevet mere presserende efter skandalen med Facebooks svimlende datamisbrug: Hvad er det for nogle digitale oplevelser, som trækker i børnene? Hvor forsvarligt er de designet? Og hvad er det i det hele taget for nogle forretningsmodeller, der gemmer sig bag dem?

Faktum er, at der er nogle stærkt vanedannende mekanismer på spil, når vi bruger sociale platforme som Instagram, Facebook, YouTube og Snapchat. Den digitale dannelse kan hjælpe børn med at håndtere den virkelighed. Men spørgsmålet er, om vi overhovedet skal acceptere den?

I sidste uge meldte en presset Mark Zuckerberg ud, at Facebook nu indfører tiltag for at begrænse dataindsamlingen om sine brugere. Man kunne tro alt var såre godt, men som professor Mikkel Flyverbom antydede i Politiken, har vi formentlig kun set toppen af isbjerget, når det gælder Silicon Valleys uetiske måde at drive forretning på.

Med andre ord, er det ikke på høje tid, at vi forholder os mere proaktivt og kritisk til de produkter og forretningsmodeller, som finder vej til børneværelset?

Det første fix er gratis

De fleste forældre er formentlig faldet i fælden. Ungerne får lov til at downloade et tilsyneladende harmløst spil. Det er jo alligevel gratis! Men inden længe opdager man, at de gratis spil slet ikke er gratis; at de derimod er designet til at gøre brugerne så afhængige, at de må købe sig til næste level — eller næste fix.

Facebook og YouTube benytter casino-lignende teknikker til at fastholde os længere foran skærmen og lokke os tilbage med dopamin-fremmende notifikationer.

Det er desværre en udbredt forretningsmodel blandt nogle af verdens førende tech-virksomheder. I løbet af de seneste par år er whistleblowers fra Silicon Valley begyndt at slå alarm over, hvordan gratis platforme som Facebook og YouTube benytter casino-lignende teknikker til at fastholde os længere foran skærmen og lokke os tilbage med dopamin-fremmende notifikationer, så snart vi bevæger os væk.

Det har fået Roger McNamee, en af Facebooks tidlige investorer, til at foreslå, at vi begynder at regulere sociale medier efter samme principper som tobak og alkohol. De gør os psykologisk afhængige, ergo er de en trussel mod folkesundheden.

Tag bare et eksempel som den velkendte ”pull-to-refresh” mekanisme, hvor man swiper nedad for at opdatere eksempelvis Snapchat eller Instagram. Det minder til forveksling om funktionen på en enarmet tyveknægt — en af de mest vanedannende former for hasardspil, som det tidligere er påpeget af ex-Google’ren Tristan Harris.

Steve Jobs havde fat i noget

Apple-stifteren var selv modstander af, at hans børn fik iPads, og måske var han også på det punkt foran alle os andre. Ifølge en artikel i The Guardian ser man i Silicon Valley nu en tendens til, at techies tager mere eller mindre drastiske tiltag for at afvænne sig selv og deres børn fra de produkter, de selv har været med til at udvikle. De sender deres børn på eliteskoler, hvor iPhones, iPads og laptops er bandlyst og rykker ifølge The New York Times ind på retreat’et Esalen i Californien for at reflektere over slagsiden af deres teknologiske bedrifter.

Alt imens taler vi herhjemme om at positionere Danmark som digital frontløber og styrke anvendelsen af digitale værktøjer i undervisningen, jf. Det Digitale Vækstråds anbefalinger (og det til trods for at OECD og internationale eksperter siger, at det ikke har nogen påviselig effekt.)

Heller ikke Sundhedsstyrelsen vil blande sig for meget. Sidste år meldte den ud, at det endnu er usikkert, om skærmtid er skadelig, hvorfor man ikke kan give klare retningslinjer for, hvor mange timer små børn maks. bør tilbringe foran en skærm.

Hvem skal gribe ind?

Det er kvaliteten af børns skærmtid, og hvordan vi løfter kvaliteten, vi skal have en debat om.

For os at se, er det kvaliteten af børns skærmtid, og hvordan vi løfter kvaliteten, vi skal have en debat om. Hvilke digitale oplevelser skal børn have, når de sidder bag en skærm? Hvilke digitale oplevelser er uacceptable?

Det er selvfølgelig den enkelte forælders ansvar og beslutning. Men virkeligheden er nu engang den, at det ikke er alle forældre, der har viden og ressourcer til kritisk at håndtere deres børns digitale færden. Derfor er det også en samfundsmæssig opgave at identificere hvilke digitale oplevelser, der er hensigtsmæssige for børn, og hvordan vi stiller producenter til ansvar, når de fx udvikler digitale oplevelser, der gør børn afhængige af dem.

Men hvem skal gribe ind? Sofie Münster, forfatter og formand for Mai Mercados nyligt nedsatte ekspertpanel, der skal skabe debat om børneopdragelse, udtalte i Politiken, at det er Sundhedsstyrelsens opgave at stille viden til rådighed om børn og skærmtid — også selvom ”svarene på nuværende tidspunkt stritter”.

Det er vi langt hen ad vejen enige i. Vi kan ikke vente på, at endnu et fem- eller 10-årigt forskningsprojekt bliver afsluttet.

Men er det strengt nødvendigt, at den viden bliver samlet og formidlet af Sundhedsstyrelsen? Med tanke på den hastighed den digitale revolution transformerer vores samfund, ser vi lige så gerne opgaven løftet af en lille, smidig gruppe af udpegede aktører, som løbende kan udstikke retningslinjer, der er i øjenhøjde med afgørende interessenter. Her tænker vi først og fremmest på børn og forældre, tech-industrien samt politikere og interesseorganisationer.

Selv tech-industrien efterspørger det

Som branchefolk deltog vi for nylig i en international workshop i Helsinki sammen med omtrent 70 andre designere, udviklere og forskere fra bl.a. Unicef og den akademiske verden. Her skrev vi i løbet af en weekend et første udkast til en ”Designing for Children Guide” — en fælles code of conduct, der kan bidrage til udviklingen af etisk forsvarlige digitale oplevelser, der støtter børns kognitive udvikling og mulighed for at lege og udtrykke sig kreativt.

Hvis man var lidt blåøjet, kunne man selvfølgelig læne sig tilbage i troen på, at vi nu er på rette vej. Og det er der gudskelov mange samvittighedsfulde udviklere af digitale produkter og platforme, der er. Men man behøver desværre ikke kigge længere end til nærmeste smartphone for at konstatere, at der skal mere til, hvis tech-industriens store mastodonter skal motiveres til at udvikle digitale oplevelser, der ikke gør børn (og voksne!) afhængige af dem. Nærmere bestemt skal de have nogle klare retningslinjer og føle presset fra et vågent Folketing, et vågent EU og en vågen offentlighed.

Lad os få det kvalificerede grundlag på plads til at diskutere, hvilke digitale oplevelser der er hensigtsmæssige for vores børn og hvilke, der ikke er.

Så lad os få det kvalificerede grundlag på plads til at diskutere, hvilke digitale oplevelser der er hensigtsmæssige for vores børn og hvilke, der ikke er. Og lad os dernæst mobilisere en bevægelse af forældre, virksomheder og politikere, som ønsker at løfte kvaliteten af morgendagens digitale oplevelser.

Den digitale revolution er ikke til at komme uden om. Men det er os, der skal styre såvel Facebook og Instagram som ”det næste Snapchat” ved proaktivt at definere hvilke forretningsmodeller og oplevelser vi som samfund vil acceptere.

Ellers er vores børn fortabt.