Ikke alle higer efter at kigge hinanden i øjnene og græde over verden, og det er okay

Det er den tid på året, hvor man uden de store anstrengelser kan finde en undskyldning for at kaste sig ud i navlepillende klummeskriveri med tilbageblikstema. Vi kalder det nytårsfortsæt, status, ”året der gik” og det tilfredsstiller den der meget almenmenneskelige trang til at gøre status og tælle op.

Jeg kan huske, at jeg gik ind i 2017 med en følelse af taknemmelighed. Taknemmelighed over at have haft et job, have mødt nogle mennesker, som jeg følte mig rummet af og respekteret af. Og jeg kan huske, at jeg gik ind i 2017 med en sådan helt angstneurotisk frygt for at skulle ud og finde nye job og nye mennesker, for jeg var overbevist om, at min tildelte kvote af mennesker, der kunne rumme mig, var opbrugt. Det kan godt være lidt udmattende, sådan at lede efter sin berettigelse i verden på ny hver morgen fra klokken 7:30 når vækkeuret ringer, men på en måde var det som om, at 2017 bød på en lille flig af noget grundberettigelse. Og det er rart. Det er trods alt nemmere ikke at skulle starte helt forfra hver gang.

Jeg ved ikke hvorfor, mennesker har sådan en trang til at gøre status. Måske håber vi på, at vores forsøg på at se og forstår os selv kan smitte lidt af på vores omgivelser. Eller hvorfor jeg har trang og jeg håber. Hold kæft hvor jeg hader det der pisse ligegyldige generaliserende ’vi’ holdt ud i strakt arm.

2017 blev året hvor jeg forstod, sådan for alvor for stod, for det er en af de ting, vi alle sammen godt ved, men som er ufatteligt svært sådan rigtig at forstå, men jeg forstod, sådan for alvor, at ingen nogensinde kommer til at være vellidt af alle. Heller ikke mig. Og det faktum, at jeg indså det i mit 23’ende år, siger måske noget lidt for afslørende om min egen arrogance. Jeg boede i USA i fem måneder, i en lille lejlighed sammen med tre andre unge kvinder. Jeg var på udveksling og skulle udvikle mig selv, sådan rigtig vokse. Og jeg opdagede, at det, jeg forventer af andre mennesker, er noget, meget få har lyst til at give, helt fra start, uden omsvøb. Og måske har de også bare andet at give sig til.

Min higen efter sjæleudkrængninger, eller svaret på, hvorfor mennesker gør hinanden ondt, efter forståelse af, hvorfor vi korrumperes af penge, hvorfor vi flygter fra ting, der er sunde for os, mænd og müsli, det er bare ikke altid interessant for alle andre. Jeg fandt ud af, at ikke alle higer efter at kigge hinanden i øjnene og græde over verden, ikke alle giver det, og det er okay. Og måske er det for det bedste. Måske ville vi ikke lave andet end at sidde i basisgrupper og tude, hvis det andet var tilfældet.

”Holdt kæft hvor gad jeg godt være 19 år og på syre bare en torsdag engang imellem, men jeg orker det simpelthen ikke.”

Jeg indså, at nogen helst bare ville være 19 år og på syre om torsdagen og komme for sent til timerne om fredagen, og Gud hvor var det ikke mig. Holdt kæft hvor gad jeg godt være 19 år og på syre bare en torsdag engang imellem, men jeg orker det simpelthen ikke. For jeg er i bund og grund pisse kedelig, jeg nyder at se Barnaby og spise Blommer i Madeira, og det har jeg fundet mere ro i nu, end jeg havde sidste år, og det tæller også.

Sidst i november sad jeg på en restaurant i New York, jeg havde højtaljede sorte jeans på og en tynd rullekraveblue på i uld, den var sådan set meget pæn, men jeg var bange for, at jeg lugtede lidt af sved, for jeg havde gået rundt i byen hele dagen og kigget på mennesker og spekuleret på, om de mon kunne se, at jeg betragtede dem. Men jeg ville gerne se pæn ud og ikke lugte, for jeg var på dinner date, min allerførste dinner date nogensinde, med en mand der virkede som om, han gik på dinner dates ofte. Det var i sig selv meget betryggende, det er altid rart at prøve nye ting sammen med nogen, der har lidt erfaring, men man vil jo heller ikke virke som en total amatør. Men han opdagede det ikke. Og vi drak vin, og vi snakkede om #Metoo-bevægelsen og seksuelle krænkelser, om magtudøvelse og svigt der gør ondt sådan helt ned i troen på verden, og jeg glemte, hvor jeg var og hvem jeg snakkede med, så jeg fik ikke stoppet mig selv, før jeg sagde, at ALL MEN ARE CANCELLED, I AM OFFICIALLY DONE. Og så gik det op for mig, at det måske ikke helt var sådan, man flirtede på en dinner date, så jeg sagde, oh, I’m sorry og grinede helt akavet og forceret. Og så grinede han også. Og han sagde No its okay, I get it, I do, og det gjorde han, han got it, really, og lige der besluttede jeg, at jeg virkelig virkelig gerne ville i seng med ham.

Jeg har indset, at venskab ikke betyder, at man skal bakke hinanden op uanset hvad. Nogle gange fucker man op, sådan et gigantisk-skred-i-moralen fuck-op, og så er det ikke venskab at sige ”Det er okay, han fortjente det”. Det er ikke venskab, det er medløberi. Venskab er kærlighed, og kærlighed er ikke at lulle folk ind i en falsk tro på, at deres giftige adfærd er okay.

Jeg har indset, at venskab ikke betyder, at man skal bakke hinanden op uanset hvad.

Venskab er at sige fra, at sige nej, det her er ikke okay, du er nødt til at få styr på hvad end det er, der fucker dig op, og jeg lover, jeg lover dig, at jeg vil hjælpe dig med det. Jeg bliver lige her, og jeg hjælper dig med det. Men vores venskab giver dig ikke ret til at trampe på alt på din vej, og bede mig klappe af det. Venskab er at tro så meget på det bedste i sine venner, at man siger fra, når det værste får lov til at spille førsteviolin.

Jeg har lært, at relationer gerne må eksistere på deres egne præmisser, og måske er en ven ikke bedre end en bekendt, og måske er en kæreste ikke bedre nogen af alle de mennesker, der ville dukke op til min fødselsdag, hvis jeg turde holde en. Jeg ved ikke, hvad den der meget hierarkiske opdeling af relationer gør godt for i en tid, hvor vi vist kollektivt er blevet enige om, at den eneste ene livspartner ofte er en et-par-år-maks-ti partner. Jeg har venner, jeg taler med hver dag og venner, jeg taler med en gang om måneden, og de venskaber kan noget forskelligt. De er ikke i konkurrence med hinanden, jeg aflyser uddelingen af prisen for Bedste Ven. Jeg insisterer på at elske og holde af, uden at holde nogen op mod hinanden. Jeg insisterer på, at min gode bekendte og min jeg-elsker-dig-om-torsdagen og min sjoveste kollega alle er det, de skal være, alle er værdifulde for det, de er, og det, de giver mig og ikke mangelfulde for det, de ikke er.

Hvis jeg har lært en ting i 2017 så er det, at min enorme arrogance kan aflæres. Det giver mig håb. For arrogance er frygt for at blive opdaget, og det tager meget tid og energi at holde ved lige. Jeg begynder at forstå, liv der er levet før jeg fandtes og beslutninger, jeg har hadet mennesker for. Ikke fordi, jeg bliver mere enige i dem, beslutningerne, men fordi jeg begynder at forstå, hvor min mor kom fra, da hun tog dem. Jeg ved, at jeg ved meget lidt. At jeg derfor skal lytte meget mere. Jeg ved, at jeg elsker meget og kræver meget kærlighed tilbage, og jeg er taknemmelig for, at jeg har mennesker i mit liv, der holder mig ansvarlig, når jeg fucker op.