Affekttunes

Musik er affekt. At mærke musik er at være i affekt. En følelsesmæssig relation til musik kan være knyttet til affekten af en stemme, en tekst, en lyd, et minde. Den kan være umiddelbar og øjeblikkelig, fyldt med personlige erindringer eller genkendelig som en nær ven. Den kan skabe tryghed og bygge fællesskab, provokere og virke ekskluderende.

Nazila Kivi og Morten Grimstrup

Illustration: Sofie Jacobi

Gåsehud, skælven, ro; en krop der reagerer på lydbølger forceret af en højttalermembran i mekanisk bevægelse. En simpel fysisk påvirkning og vi føler vrede, glæde, skam. Musikkens affekt har et besynderligt identitetskonstituerende potentiale, hvad enten man lukker sig i enrum eller samles om den i tusindtal, om end det er i den intime relation mellem en lytter og en sang eller gennem det følte fællesskab til en koncert.

Vi har bedt 11 personer om at bidrage med et nummer til en playlist og sætte nogle ord på de affekter, som de forbinder med lige netop den musik.

Følelser er ikke statiske og musiks affektive virkning er ikke givet, så måske lytter du anderledes, måske forandres musikoplevelsen, når du lærer en andens affektive relation at kende. Affektteori udfordrer opdelingen mellem sind og krop, mellem analytisk refleksion og følelsesregister, mellem subjekt og objekt, og måske kan denne playlist fungere som et levende eksempel på opdelingens utilstrækkelighed. Om ikke andet, så får du i hvert fald 11 affektfulde musiknumre serveret på et sølvfad — lige til at tage og føle på.

1. Nina Simone — I shall be released Af Lucia Odoom, dj og journalist

[embed]

Jeg tror aldrig rigtigt, at jeg har lyttet til Nina Simone uden, at det har føltes politisk. Selvom hun for mange mennesker står for musikalsk elegance og for sådan noget jazz, man spiller i parfumereklamer, så var der nu intet særligt elegant ved den kamp, hun kæmpede som musiker, som kvinde og som afroamerikaner. Hun kæmpede især imod de ladede betegnelser, hendes musik altid blev pyntet med.

“To most white people, jazz means black and jazz means dirt, and that’s not what I play. I play black classical music.”

Jeg har brug for uforskammede sorte kvindelige forbilleder, for kvinder som ikke er kendt for at være artige og dukke nakken, sådan en er Nina Simone, alt alt for meget, og derfor alt hvad jeg behøver. Jeg har lyttet til Nina Simone i tider i mit liv, hvor jeg på en eller anden måde har haft brug for at putte en rygrad ind i min sorg og vrede, det føles direkte som hævn at lytte til hendes sange, som om jeg får lov til at ekskludere når jeg bliver ekskluderet, som om der er nogen, der altid vil tale min sag.

Jeg har valgt et cover, hun har lavet af en mine yndlingssange med The Band, ’I shall be released’. Nogle af mine yndlings Nina Simone sange er covernumre, specielt på coverpladen ’Here comes the sun’ fra 1971. ’I shall be released’ er blevet mit anthem, en sang jeg går til, når jeg skal frigøre mig fra de ting, der holder mig nede. Det er løsrivelsen og frihedens sang.

2. Mercedes Sosa — Como la Cigarra Af Fernanda Milan, menneskerettighedsaktivist

[embed]

Discrimination, injustice, human trafficking, Transphobia, Patriarchy in between others are things that can slowly and silently kill us. This song talks about human struggle, but, more importantly, it is written and performed by two amazing women, giving a completely different perspective when it comes to surviving in this world and getting reborn with a new strength and passion to change the unchangeable in our reality as Cis or Trans females. The metaphors and analogies, granted by this genius poem turned into lyrics, has encourage me to sing facing the sun, no matter how messy life can be. The true voice of revolution that starts within.

3. Savage Rose — Wild Child Af Magnild, aktivist i kampagnen Informeret Samtykke

[embed]

Første gang jeg hørte Savage Rose’s ”Wild Child” blev jeg blæst væk af Annisettes kraftfulde stemme og tænkte ”WOW!!! Det skal jeg høre meget mere af!”. Vokalen er én af de ting, jeg elsker ved det her nummer — den er simpelthen så smuk og kraftig og får hårene til at rejse sig på mig. Sangen gør mig glad og stærk. Nogle gange også melankolsk. Den minder mig om forskellige perioder af mit liv. Forskellige kærester jeg har boet med, som jeg har introduceret sangen for. Forskellige huse og lejligheder, der har været betydningsfulde i mit liv. Den sætter i virkeligheden gang i en masse store følelser. Og at høre den live med Annisette dansende barfodet rundt med et stort skørt blafrende til alle sider, gør mig så euforisk, at jeg forsvinder helt ud i universet.

4. Burial — Ghost Hardware Af Erik Steinskog, lektor på Institut for Kunst og Kulturvidenskab, KU

[embed]

En ikke-menneskelig stemme, en menneske-stemme. Lidt knitren fra en grammofonplade, og nogle ord. Derefter rytmen. Efter de første 20 sekunder af Burials “Ghost Hardware” er jeg for et øjeblik tabt for verden. Samtidig er det ikke eskapisme; snarere en åbning mod en anden verden. En verden hvor tiden er flydende og hvor de stemmer, vi hører, ikke bare kommer fra mennesker. Spørgsmålet om hvem stemmene tilhører melder sig, men det spiller på en måde ingen rolle om svaret er spøgelser, engle, eller noget helt tredje. Forskydningen i rytmesporet har en fremdrift, men kontrasteres af den stadigt tilbagevendende grammofonpladeknitren. Knitren som giver os lyden af tiden, af tiden som er gået, men som også fortsat er der. Der åbnes en luge i tiden, hvor de andre stemmer lukkes ind.

5. Foo Fighters — Stranger Things have Happened Af Niviaq Korneliussen, forfatter, aktuel med bogen HOMO sapienne

[embed]

Den komplekse guitarlyd. Uforudsigelige rytme. En hæs stemme. Mørke minder. Begynder at bide i mine negle. Benet tramper ustyrligt. Krummer tæer. Det gjorde jeg i Grønland. Men for at ryste frosten, det sorte vintermørke væk. En piges ordinære problemer. En drøm om at forlade øen. Derfor, jeg nægter at lytte til den nu. Det ville være en modsigelse. Et bevis på, at jeg har taget fejl. Affekten er en bekræftelse. Mine fugtige hænder skyldes ikke det forfærdeligt fugtige vejr. Det er drømmen om mørket. Hellere have det elendigt hjemme, end at have det elendigt her. Hellere være hjemme i mørket, end at være mørk her. I vintermørket ser man intet.

6. Raag Rageshwari-Sarod — Ragas -Morning To Midnight Af Arash Sharifzade Abdi, digter

[embed]

Ragatunes

Tonekunst, lyt godt efter! Kom i sving med fynd og klem! Føl så dette sprogs mester, nu, ved dine fulde fem!

Erindring, skælven og glæde, lid og mærk den intime ro! Sind og krop i én kæde, tværs over at bygge bro!

Alt kom til med sød musik, verdener skabt med et brag; herefter bogstave-etik haltende i ben og marv.

At beskrive denne kunst med voldens og magtens brand er en utilstræk’lig gunst, der hviler på sandet strand.

Slip løs, giv efter, lad gå! Hop ud i bølgernes lyst! Lad tanken blive din å! Kast dig ud fra din kyst!

7. Celine Dion — Goodbye’s the Saddest Word Af Hamming, dj, aktivist

[embed]

Music is food to the soul and more so it is a language on its own that crosses all races, cultures, nationalities and can put a smile on one’s face, lighten up the spirit if one was feeling down, stressed or depressed etc. Music brings out the feeling and emotions to the listener e.g. “Goodbye is the Saddest Word” by Celine Dion is the song that will make you shed a tear because it creates the connection between the listener, the smooth voice of the singer and the great lyrics. It has that manipulative element by composers that, if the message is touching, the listener will stay glued to the tune for what happens next or predict what will happen next. The impact of imagination, thought and phenomen that may help in brain structure, that may either enhance development in productivity, thinking capacity and reasoning.

8. Nine Inch Nails — Closer Mette Jensen Hayles, forfatter, aktuel med romanen Jizz

[embed]

Med sin eksplicitte liderlige tekst om rene, dyriske drifter og sit inciterende, stringente beat, er det her en af de sange, der trods sin umiddelbare mørke fremtoning altid gør mig i et nærmest overstadigt humør. Både det kødelige og det spirituelle møde mellem to mennesker (måske flere?) er på spil og der er i den grad en optimisme i forhold til, at det kan lade sig gøre at nå til en grad af forening — hvis man tør blive ved længe nok og være til stede sammen i det øjeblik. På den måde er det en underligt grænseoverskridende meget romantisk sang for mig.

9. DJ Rashad — I Don’t Give A Fuck Af Morten Grimstrup

[embed]

Vreden. Den hober sig op, intensiveres, stresser mig helt vildt. Min puls stiger og mine vejrtrækninger bliver kortere. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af vreden, gøre af mig selv. Jeg får ikke aflad for den, der er ingen forløsning. Kun sammenbidt, selvudslettende vrede: I don’t give a fuck about myself. Man kunne fristes til at tro, at det er en lettelse, når DJ Rashads hektiske, elektroniske footwork falder til ro efter små tre minutter. Det er det slet ikke. Min vrede har sikkert allerede ligget latent i kroppen, musikken har bare trigget den. Nye billeder fra Ferguson, mordet på Michael Brown og en betjent, der ikke skal for retten. Det er ikke DJ Rashad, der har gjort mig vred; jeg er bare blevet mindet om, at jeg er det.

10. Drake — Say What’s Real Af Caspar Eric, digter, aktuel med bogen 7/11

[embed]

Nummeret er fra hans mixtape “So Far Gone” og er et remake Kanye Wests “Say You Will”. Bare den kritik og det udsagn, der ligger i det, er jeg helt på røven over. Det er ungt og kompromisløst. Her er begyndelsen på teksten, som er et lang digt/track: “Why do I feel so alone? Like everybody passing through the studio is in character as if we acting out a movie role Talking bullshit as if it was for you to know.” Det nummer er nærmest min poetik.

11. Pink Floyd — Come In Number 51, Your Time Is Up Af Nazila Kivi, redaktør, Friktion

[embed]

De siger

“Det er lige før, at jeg hellere ville have haft en rockerborg end et asylcenter”

“Det er lige før, at jeg hellere ville have haft en rockerborg end et asylcenter”

“Det er lige før, at jeg hellere ville have haft en rockerborg end et asylcenter”

“Det er lige før, at jeg hellere ville have haft en rockerborg end et asylcenter”

Denne version af Pink Floyds “Careful With That Axe, Eugene” er lavet til Michelangelo Antonionis kultfilm fra 1970, Zabriskie Point. I slutscenen sprænger hovedpersonen et hus og dets ejere, der har været ansvarlige for drabet på hendes rebelske kæreste, i luften med ét blik.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sprænge alle denne verdens guldstribede jubilæumsvaser fra Kähler i luften med ét blik.