Skridt

Illustration Karen Brandt

Børnene sover. Hun løber i skoven med god samvittighed. Har læst, sunget, puttet og kysset godnat. Det er ved at blive mørkt, ikke helt, bare sådan en smule skummelt. Træernes forårsgrønne farve er ved skifte til grå, snart sort. Hun har allerede løbet halvdelen af ruten og mærker, hvordan knuderne af raseri i skuldrene, hovedpinen og de låste kæber er ved at slippe hende. Men livmoren er med sin sugende fornemmelse umulig at komme væk fra. Den er også øm, og det gør faktisk lidt ondt, hver gang hælene rammer jorden.

Hele kroppen kunne suge ham ind. Han vil bare ikke.

Han er derhjemme, ellers var hun jo ikke her i skoven alene. Det er ikke mere end et par timer siden, hun sidst stod klistret til nøglehullet. Havde forsøgt sig med et kys, da hun kom hjem fra arbejde, han vendte hovedet væk, som om han ikke fattede, hvad hun ville. De var ellers alene, børnene var stadig i børnehave. Chancen var der, men han lagde sig med avisen.

Hun cyklede ned efter børnene.

Senere, mens hun stod med opvasken, og børnene legede, kunne hun høre ham stønne ude fra toilettet. Helt sagte, sammen med lyden af papir, der raslede. Hun vidste det hver gang. Kunne nærmest fornemme det på kilometers afstand, når han luskede ud med avis og Ipad. I gamle dage var det den hemmelige skuffe, i den bagerste ende af værkstedet i kælderen. For år tilbage havde hun samlet det hele sammen og kørt det på forbrændingen. Han havde aldrig nævnt det med et ord, heller ikke hun. Nu kunne hun se i iPadens historik, at der stadig var gang i ham. Hun havde lyst til at smide al hans lort i lokummet, men holdt sig fra det. Ikke fordi hun skyldte ham noget, mere fordi hun ikke turde konfrontere ham, ikke var parat til at miste håbet om, at han til sidst ville vælge hende frem for sin egen hånd bag toilettes låste dør.

Hun følte sig syg, da hun med tilbageholdt åndedræt satte øjet til nøglehullet. Hun kunne have sparket døren ind, men blev ude og bankede bare på.

• Er du snart færdig, havde hun råbt. Børnene skal i bad.

• Mm… havde han svaret Lidt efter kom han ud med avisen under armen.

Opvasken var klaret, og hun tørrede hænderne.

Nu var hun her i skoven, løb så sveden rendte ned af hende.

Tænkte tit på, at hun var stærk, og at hun kunne løbe fra de fleste, også ham. Ikke mindst ham, han kunne slet ikke løbe.

Pludselig hørte hun en lyd. Vendte sig og så en skikkelse bag sig. En løber? Det var svært at se på afstand, om det var en mand eller kvinde, men jo tættere han kom, jo mere sikker blev hun på, at det måtte være en mand, med den højde og de lange ben. En blanding af rædsel og begær for igennem hende og forplantede sig i hele kroppen. Hun satte farten lidt op, uden at det skulle virke, som om hun spurtede. Hun havde retning på vej ud af skoven. Ville være ude om fem minutter. Hun kendte ruten og vidste, at der ikke kom mange i skoven på dette tidspunkt — slet ikke. Normalt var der bare hende, men ikke nu.

Billederne i hovedet var som små korte blitz, sekunder med hænder, der greb hende, slyngede hende til jorden, en mand der flåede tøjet af hende, hans hænder om hendes hals, pikken der jog ind i hende.

Den våde jord, duftene af blade trængte knivskarpt ind i hende. Blodet løb fra hovedet, benene sitrede. Glimt af børnene.

Hun satte farten yderligere op, men han løb hurtigere end hende og hun kunne tydeligt høre hans skridt. Et øjeblik gav benene efter, som ville de helt af sig selv give op og lægge hende ned midt på stien, villig og død på forhånd. Det prikkede i huden, og sveden blev med ét kold.

Kunne hun gemme sig?

Lyden kommer nærmere og nærmere. Grus, der knaser. Grene, der brækker, Pusten. Hvor kommer han pludselig fra?

Hun kan ikke vende om og løbe tilbage af stien, så vil hun løbe i armene på ham, heller ikke løbe væk fra stien, så vil han kunne fange hende så let som ingenting. Der er kun en vej, og det er frem. Hun løber mod lyset, ved at for enden af stien ligger det lille gule bindingsværkshus hus, hun så gerne ville bo i. Overvældes igen i korte glimt af børnenes gråd nu ved hendes kiste.

Hun har ikke mere luft, lungerne smerter, og der er stadig et stykke vej, inden hun når svinget, hvorfra hun ved, der vil være sekunder til parkeringspladsen, hvor cyklen står.

• Shit, den er låst, hvordan skal hun nå at låse den op. Den skide cykelhjelm er sat fast i låsen.

Hans skridt er helt tæt på, hun kan høre hans vejrtrækning. Hun sætter farten yderligere op, nærmer sig svinget, hvor gruset er løst, han er på siden af hende, hans lugt bedøver, han overhaler, støder ind i hendes skulder, hånden rammer hendes ene balde, hun skriger, de vælter, gruset, jorden, der lugter af regn og halvrådne blade, hendes pande mod jorden. Knæene, hænderne, blod.

• Undskyld, undskyld, siger han. Kom, skal jeg hjælpe dig. Jeg skred i svinget.

Hun græder, ligger med hovedet i jorden, lukkede øjne, mærker hans hånd på ryggen. Puster og puster, kan ikke stoppe gråden.

Han sætter sig ved hendes side. — Jeg kører dig hjem, kom med, min bil holder lige om hjørnet. Hun rejser sig, læner sig op af ham, græder og græder.

• Min cykel, jeg kan selv, hun ser for første gang op på ham.

Han kunne være hendes far. Han holder hende om skulderen, fører hende hen til bilen, åbner den, finder en køkkenrulle, tørrer hendes øjne, finder vand i en flaske, renser sårene og siger beroligende lyde.

Hun hikster, takker, holder fast i hans arm, læner sig ind til ham og sætter sig i hans bil. Han kører hende hjem, og hun græder hele vejen.

Cyklen og hjelmen overnatter i skoven.

Uden for hoveddøren under det gule glastag sidder hendes mand som mørk shiluet på det øverste trappetrin, han ryger en smøg, kun gløden lyser op.

• Hvor har du været siger han, da hun går op ad stien til huset

• Jeg faldt for en mand, siger hun og snøfter.