Kan vi lære at elske af Erich Fromm?

Hvorfor pokker gå i gang med at læse en næsten 70 år gammel bog, som hedder “Kunsten at Elske” og hvad kan vi i dag lære af Erich Fromm, som skrev det her mesterværk?

Det hele startede, da jeg læste bell hooks’ bog “All About Love” — som på mange måder baserer sig på Erich Fromms definition af kærlighed, nemlig:

Så blev jeg jo nysgerrig og måtte finde ud af hvem Fromm var og hvad han havde skrevet om kærlighed. Heldigvis havde mit lokale antikvariat en kopi af hans bog fra 1956 The Art of Loving (Kunsten at Elske 1960 på dansk).

Den korte Wikipedia-beskrivelse:

Erich Seligmann Fromm (født 23. marts 1900, død 18. marts 1980) var en tysk jøde, der flygtede fra naziregimet og bosatte sig i USA. Han var socialpsykolog, psykoanalytiker, sociolog, humanistisk filosof og demokratisk socialist.

Fromm var både påvirket af Sigmund Freud og Karl Marx, og han regnes som en del af Frankfurterskolen. Flere af hans bøger er oversat til dansk.

Hans mest kendte bog er Kunsten at elske. Heri hævder Fromm at det at elske er en kunst, der skal læres for at man kan opleve sand kærlighed.

Den sidste sætning er en fin opsummering. Det er, hvad det handler om. Rigtig kærlighed — sand kærlighed — er ikke bare noget der falder ned i hovedet på en, fordi man møder den rigtige. Som alt andet, der virkelig betyder noget, kræver det træning, at gøre det rigtigt, men selvom man er et naturtalent, så kan mere træning altid gøre en bedre.

Note: Bogen indeholder nogle definitioner af køn og kønslig kærlighed, er i dag nok vil få enten et godt grin eller det modsatte frem i de fleste. Når man spørge chatGPT om han var homofob, eller bare en mand af hans tid, er svaret… “det er komplekst”. Jeg vælger at tænke, at han havde sine fejl, men at hans ideer om kærlighed i sig selv ikke fejler noget set i et mere diversificeret verdenssyn.

Lær at Elske

De første to af de tre lange kapitler, handler om kærlighedens natur, og hvor svært kærlighed har i vores moderne samfund. Med mindre du har haft en ualmindelige harmonisk opvækst og liv der ikke har efterladet en eneste skidt mestringsstrategi (coping strategy, om du vil), så vil du møde tanker her der vil belyse dit eget liv. Jeg måtte fx læse det her afsnit et par gange:

Og sådan trasker Fromm frem og tilbage i de psykologiske detaljer i vores evne til at elske, eller ej. Det kort af det lange er, at det er de færreste af os særligt gode til.

Både fordi at vi aldrig har lært det, vi har ingen rollemodeller, og vores forældre havde næppe meget at lære os. Bogen viser her nogle alderstegn, både når Fromm snakker om køn (bare læs det som arketyper, når han snakker om moder og faderroller, så glider det lidt nemmere ned) og når han mangler viden om mere moderne psykologiske begreber som Tilknytningsteori. Jeg kunne virkelig godt tænke mig, at han havde skrevet en ny udgave senere i livet. Måske er hans senere bøger værd at kigge på.

Langsomt gå Fromm i gang med at nedbryde vores ide om kærlighed og de kvajpander, der har frembragt dem. Her får Freud, Økonomer og Darwinister et slag over fingrene:

Fromm kommer ind på forskellige former for pseudo kærlighed, tilstande vi forveksler med kærlighed, fordi at det føles lidt i den retning, og det er det som Hollywood stopfodre os med. Benhårdt fortæller han hvilket psykologisk udviklingstrin man er på, hvis man gør det ene eller det andet — kort sagt, hvor barnlig man er — og hvordan det er noget skidt. Her handler det om den tilbedende kærlighed, som er det man forfalder til hvis man har brug for noget den anden har.

Kærlighed, konkluderer Fromm, er næsten umuligt i vores moderne kapitalistiske samfund, fordi at vi alle fra vi er helt små lærer at alting kan måles, vejes og gives en værdi, også relationen til andre. Vi har erstattet kærlighedbudet med “en fair handel” — hvis du kommer med x, y og z, som passer til mine behov, så kommer jeg med a, b og c — passe de til dine behov? Er det en fair parforholds-deal? Passer dine traumer til mine?

Den tankegang er gift for den dybe kærlighed, der (som det først citat siger), hander om at strækker sig for den anden, at give det som de har brug for, for at vokse. Ikke for at få noget tilbage, for forhåbentligt elsker de også en, og har lyst til at strække sig for vi selv kan vokse. Men så snart vi begynder at måle på en vægt, så er kærligheden på vej ud af vinduet.

Fromm snakker meget om narcissisme, som han definerer som at man ser på andres handlinger udelukkende ud fra hvad de har af værdi for os selv. Mig, mig, mig. På den måde, bliver det klart at store dele af vores samfundsværdier, baserer sig på et narcissistisk værdisæt. Som lande og mennesker, er vi villige til at gøre og handle udelukkende ud fra hvad det betyder for os, ude at tillægge effekten på mennesker omkring os, den mindste værdi. Det er kernen i det kapitalistiske system. Det er kernen i meget af vores opdragelse, både af vores forældre, men i høj grad af alt der omgiver os.

Vi kommer lige forbi en hilsen til skilsmisse forældrene:

Nu nærmer vi os kernen — som jeg jo godt var klar over, så er Fromms holdning til kærlighed ikke nem. Han siger tidligt i bogen at de færreste er i stand til “rigtig” (altså hans definition) kærlighed. Umiddelbart lyder det jo sørgeligt, men det er det også. På en måde så gør Fromm det klart at det kærlighed, som vi går rundt og indtager til dagligt, er en fastfood udgave, som ikke efterlader os mætte og tilfredse. Som efterlader os med et eksistenelt hul i sjælen.

Og min egen sandhed, for der har også været at der var perioder, hvor jeg ikke var i stand til det, hvor jeg ikke kunne strække mig, enten fordi jeg ike var klar til at lytte, eller bare var et andet sted rent mentalt. Hvor jeg ikke spurgte, fordi jeg var bange for svaret.

Kærlighed er noget man gør. Det er ikke et produkt der opstår, når to mennesker mødes, som så bare holder i alt evighed, evt styrket med en date, en par-middag og en romantisk gestus. Nej, det kræver arbejde, tilstedeværelse og nærhed. Det kræver mod — og tro.

Fromm bruger meget tid på at snakke om tro og religiøs tro, som på nogle møder kan virke lidt som lidt af en omvej for en moderne ateist, men han bruger det til noget fornuftigt, og hvis du kan kapere begrebsapperratet, så er der noget fint at hente her. Og det bliver vigtigt senere i bogen, at forstå forskellen på den rationelle og den irrationelle tro.

From er ikke imponeret over den moderne (i 1956, men det er kun blevet værre), brug af gud:

Det tredje kapitel hedder “Kærlighedens praksis”, og her kommer vi helt ind til benet. Fromm minder os, endnu engang, om at det her ikke bliver nemt. Der er ikke noget magisk snuptag, der vil gøre os individer, og hele verden, fuld af kærlighed. Det kræver arbejde, og det bliver svært, for der mangler så meget i vores samfund, for at der skal være plads til kærligheden. Vores distance til andre mennesker er enorm. Vi er så fjerne at vi kan trække på skuldrene, når vi hører om død og ødelæggelse i fjerne dele af verden. At elske alle, og have empati er i en verden med så meget råhed, og så hvor så meget død er gjort til underholdning, er umuligt.

Jeg har selv, som jeg har arbejdet med at elske mere — elske alle mennesker, og se dem om hele mennesker — måtte lukke mere og mere ned, for min nyhedstrøm. Den lemfældige omgang med elendighed, gør ikke noget godt for mig (hvilket ikke gør en forskel for dem det går udover).

Første del af at blive bedre til at elske (“en bedre elsker” lyder helt forkert), er at være tilstede, noget vi ikke er blevet bedre til siden Fromm skrev dette, og så de fleste af nok har brug for at øve os en masse. Fromm går helt oldschool, og samtidigt direkte ind i vores nuværende debat om skærme og om at være tilsted. Koncentration, disciplin og tilstedeværelse er kernen:

[Hold dig fra] “… mennesker, som er åndeligt døde, selv om deres krop er levende, folk, hvis tanke og konversation er trivielle, der lader munden løbe i stedet for at tale”

Ouch.

Fromm snakker herefter om vores manglende rollemodeller. Det har længe været en psykologisk sandhed, at børn tror at deres forældre er normale, indtil kommer ud i verden og opdager at toiletrollen selvfølgeligt skal vende ud af, og at deres forældre var alt andet end normale, hvilket så kan være hvad det er, men når forældrene i virkeligheden, slet elskede hinanden, så er deres opførsel det vi tager med os.

Vi mangler pejlemærker på hvad god mental sundhed er. De mennesker vi ser i medier er bestemt ikke gode rolle modeller — det som det kræver at blive kendt, om det så er som musiker, politiker, debattør eller influencer, er ikke at man er mentalt sund. Alt for få fiktive mennesker, i vores film, serier og bøger er ikke bare tynde som pap, men også helt afsporet som mentale rolle modeller. Det er jo det som gør dem underholdende.

Alt for mange mennesker, har ingen ide om deres egen mentale sundhed og det er først når de en dag snubler over det hele og korthuset brænder ned, at de opdager at de måske ikke er ok. Med mindre de altså kan overbevise sig selv om at det er resten af verden der fejler noget, og ikke dem selv. Næsten ingen går til psykolog, bare for at rydde op i fredstid, de fleste venter til skilsmissen står for døren, eller stress har taget dem ud af produktionen.

… opdragelsessystem, skole, arbejde, underholdning, etc, etc.

Hvor ville du sende dine børn hen, hvis de bad dig om nogle alternative til de syge knaldperler der kalder sig forbilleder på de sociale medier? Hvor skal de tage hen og få modvægt til Jordan Peterson og Andrew Tate?

Når den sidste side er læst, sidder jeg tilbage med en blande af stort tab, stor magtesløshed og en glæde ved at der er en vej, lige meget hvor tynd den måtte syntes. For det bliver håndt arbejde.

For at kunne elske, skal vi kunne se de mennesker vi er sammen med som hele mennesker, og det kræver fokus, koncentration, discipline at være tilstede.

Vi skal have nok overskud til at kunne fralægge os de narcissistisk tendenser samfundet opflasker os med og se alle mennesker, som mennesker der fortjener kærlighed. Det er ikke nemt, i en verden hvor det er blevet alt for almindeligt at snakke om “de andre”, som om de er værdiløse størrelser, der bare stå i vejen for det rigtige.

Det er ikke nemt i en verden, hvor vi bliver presset af klima-angst, krig, og pandemi og hvor mulighederne for at dulme sig med konstant konsumering aldrig er længere væk end telefonen i vores lomme.